Per Slot Carlsen.

Maleri af Per S. Carlsen

Maleri af Per S. Carlsen

STØVRING: Når man i denne tid træder ind i Stubhuset, mødes man af en række spøjse, provokerende billeder. Det er Per Sloth Carlsen, der udstiller. Han har hængt en række frække parafraser op, som gør at vi som tilskuere kan nikke genkendende til billederne – eller enkelte elementer i de billeder, hvor han har benyttet sig af sampling. Billederne er kunstnerens kommentarer til den samtid, han nødvendigvis må reagere på.
Per Sloth Carlsen er dog ikke kun en samfundsrevser med skæve vinkler og humor i penslen. Han er også en kunstner, der med sikker form og farvefornemmelse, gengiver indtryk fra rejser til nær og fjern. På denne udstilling har han sat fokus på sin livslange forelskelse i de højeste norske bjerge.
Hvem er han så, denne Per Sloth Carlsen? Jo, han er såmænd næsten lokal. Per har i mange år boet i Mariager, hvor han også gerne bidrager med foredrag, illustrationer og meget mere om bl.a. Mariagers historie. Derudover har Per Sloth Carlsen illustreret historisk faglitteratur og tegnet alt andet mellem himmel og jord fra julemærker til oplevelseskort, plakater, politisk satire og avistegninger, og så har han også nået at illustrere 12 børnebøger.
Per Sloth Carlsen er en alsidig kunstner, hvilket også fremgår af denne udstilling.


e-max.it: your social media marketing partner