- Onsdag, 21. januar 2015
Rebild Erhvervskontor har sat øget fokus på den lokale bygge- & anlægsbranche. ”Bygge og anlægsbranchen er en af vores primære brancher i Rebild kommune. Vi tror på, at der er et potentiale for at styrke branchen yderligere gennem forskellige initiativer”, udtaler Turist- og Erhvervschef Anders Daugberg Stryhn.
Netværk skaber forretning
- For virksomheder har det afgørende betydning at pleje og udvikle sit netværk, og hvad angår bygge- & anlægsbranchen, er det en branche, der er vant til at samarbejde på tværs af fagområder og kender derfor til betydningen af netværk. For at styrke de lokale netværksrelationerne yderligere vil vi stille rammerne for et lokalt erhvervsnetværk, og vil løbende invitere branchen ind til netværksarrangementer, både for at give virksomhederne mulighed for at få bedre kendskab til hinanden og samtidig give dem ny, faglig inspiration der er brugbar i deres hverdag, siger Anders Daugberg Stryhn.
Erhvervskontoret har i forbindelse med netværksmødernes indhold valgt bl.a. at samarbejde med Dansk Byggeri, Kursus & Uddannelse for at sikre en relevant og aktuel faglig viden. En anden vinkel på møderne er at virksomhederne får information om de nyeste kommunale tiltag, der er relevant for branchen samtidig med mulighed for dialog herom.
En-til-en sparring
- Ud over netværksmøderne har vi også intensiveret de individuelle møder mellem virksomhederne og erhvervskontoret, hvor vi sammen stiller fokus på virksomhedens udvikling og drift, udtaler Anders Daugberg Stryhn, hvilket allerede har båret frugt, i form af flere virksomheder er kommet videre i udviklingsprojekter, der skaber resultater på bundlinjen.
Netværksarrangement
Næste netværksarrangement for branchen afholdes i samarbejde med Dansk Byggeri, Kursus & Uddannelse den 29. januar 2015, hvor fokus er måder at optimere sin virksomhed og derved styrke bundlinjen. Arrangementet er åbent for alle bygge- og anlægsvirksomheder i Rebild kommune.

