Støvring Kraftvarmeværk reducerer varmeprisen.

Støvring Kraftvarmeværk reducerer nu varmeprisen.

Bestyrelsesformand for Støvring Kraftvarmeværk, Søren Kjær.

STØVRING: Reglerne siger, at varmeprisen skal kunne dække de nødvendige omkostninger, der er forbundet med at producere varme – dette princip hedder ”hvile-i-sig-selv”. Med baggrund heri, reducerer Støvring Kraftvarmeværk varmeprisen med kr. 50 pr. MWh i det netop afsluttede varmeår 2013/14. Dette betyder, at denne afregnes til kr. 550 pr. MWh, inkl. moms i perioden 1. juli 2013-30. juni 2014.
Dansk Fjernvarme regner det årlige varmeforbrug i et standardhus til 18,1 MWh, ud fra dette svarer en prisnedsættelse på kr. 50/MWh til kr. 905 på den årlige varmeregning.
I varmeåret 2014/15 reduceres budget-varmeprisen yderligere til kr. 500 MWh inkl. moms. Denne pris er gældende i perioden 1. juli 2014 – 30. juni 2015. Prisreduktionen har flere årsager siger værkets bestyrelsesformand, Søren Kjær – Etablering af ekstra varmevekslere på gasmotorerne forøger varmevirkningsgraden og giver hermed en besparelse på gaskøbet, forventninger til lavere gaspriser end tidligere år, faldende afskrivninger, samt en overdækning fra tidligere år som kommer vore forbrugere til gode. I øvrigt samme afregningspris som for 15 år siden, i varmeåret 1999/00.
Dog peger alle pile ikke i nedafgående retning, siger bestyrelsesformanden – et årligt abonnementsbidrag hæves fra kr. 437,50 til kr. 625,00. Denne prisforøgelse skal bl.a. bidrage til nye fjernaflæste målere. Hovedparten af den nuværende målerpark er fra 1992, så nu er tiden kommet, siger Søren Kjær. Når målerudskiftningen er afsluttet i løbet af 2015, kan alle målere fjernaflæses fra værkets administration. Dette letter arbejdet ved bl.a. årsaflæsningen og ejerskifte. Samtidig slipper forbrugerne for selv at skulle indberette tallene ved varmeårets ophør. Når samtlige målere er udskiftet, vil forbrugerne løbende kunne følge sit forbrug på værkets hjemmeside – holdt op mod de indbetalte rater – og lur mig, måske endda på deres smartphone, tilføjer Søren Kjær.
Søren Kjær kan her og nu ikke sige, hvordan varmeprisen vil arte sig i årene frem over. - Vi er meget afhængige af gaspriserne, udviklingen i afgifterne, prisen på CO2-kvoter, prisen på elproduktion samt en lang række andre faktorer. Generelt må man nok forvente, at energi bliver dyrere, men vi har minimal gæld på værket, hvilket giver handlefrihed til hurtigt at kunne omstille sig, såfremt en anden produktionsform skulle vise sig mere attraktiv og politisk mulig. Vi bliver stadig flere og flere forbrugere pga. udbygningen i Støvring Ådale. Dette gør, at der er flere til at dele de faste omkostninger på kraftvarmeværket, hvilket peger i den positive retning. Siden ombygningen til kraftvarme i 1993 er antallet af forbrugere vokset med 1.000 – så i skrivende stund, er vi nu 2.500 forbrugere tilkoblet.
- Bestyrelse og medarbejdere gør sit til, at varmeprisen forhåbentlig stadig kan forblive på et stabilt niveau og således være konkurrencedygtig, hvilket har kendetegnet Støvring Kraftvarmeværk i mange år bagud. Sammenligner man vore priser med resten af landet, ligger Støvring under landsgennemsnittet – sammenligner man med andre 100 % gasfyrede værker, ja så ligger vi i den gode ende slutter Søren Kjær.


e-max.it: your social media marketing partner