- Tirsdag, 17. maj 2011

Alle hygger sig i sognegården.

Bedsteforælder dag i kirken.

Præsten fortæller historie.
STØVRING: Fredag den 6. maj var legestuegruppen Tusindbenet fra Rebild dagpleje samlet i sognegården i Støvring, hvor de havde et dejligt stort lokale stillet til rådighed, med udsyn til marker hvor nogle får gik og græssede, det kunne børnen godt lide.
I løbet af formiddagen gik turen til legepladsen på Ledvogtervej, hvor man spiste formiddags mad og legede. Efterfølgende gik turen tilbage til sognegården, hvor man spiste frokost og blev puttet. De ansatte i sognegården var meget imponerede over hvor dygtige børnene var til at ligge sig til at sove på nogle medbragte tæpper/madrasser.
Klokken 13.30 begyndte børnenes bedsteforældre at ankomme, der var dækket til en hyggelig stund med kaffe/kakao og boller.
Kl. 14.30 gik alle i samlet flok over til kirken, hvor der skulle være ”Kravle gudstjeneste”. Da man kom ind i kirken spillede de dejlige kendte toner i form af børnesange og der var tændt levende lys. Så gik det i gang med sang med fagter og præsten fortalte en lille historie om nogle får. Børnene var meget begejstrede. Og et var skønt at se bedsteforældre hygge sig med deres børnebørn. Der var også nogle forældre som kom forbi. Som afslutning blev der blæst sæbebobler ved udgangen af kirken. Alle havde en skøn dag.

