FDF-kredsene tilbagelagde godt 45 km i fjeldene.

Gruppen mønstrede den tomastede skollert Jens Krogh.

 SULDRUP: FDF-kredsene i Suldrup, Støvring, Øster Hornum og Bislev har igennem hele vinteren og foråret planlagt og trænet til en fjeldtur i Norge. 19 børn/unge i alderen 11-19 år og fire ledere er netop hjemkommet efter en god og udfordrende tur, hvor udfordringerne og samarbejdet har givet mange nye venskaber på tværs af kredsene.
Turen startede fredag den 27. juni, hvor gruppen mønstrede den to-mastede skollert Jens Krogh, hvorefter sejladsen gik ud gennem Limfjorden og op igennem Skagerak med kurs mod Larvik. Udfordringerne begyndte med en regnfuld tordenvejrsnat efterfulgt af en stiv kulling på resten af turen. Herefter gik turen søndag den 29. juni med tog til Oslo og Sørkedals Nordmarka, hvor fjeldet blev indtaget.
Med fuld oppakning, mad, telte og trangia begav gruppen sig igennem fjeldet og tilbagelagde ca. 45 km i løbet af fire vandredage, hvor flere højderygge, dæmninger og moseområder blev passeret. Hver aften blev der slået lejr og hygget med madlavning, lejrbål og fællessang.
 Blandt andet blev toppen Oppkuven på 704 meter indtaget i højt humør inden turen fredag den 4. juli igen gik mod Sørkedal og bussen mod Oslo, hvor et sidste måltid blev tilberedt over trangia og indtaget på asfalten foran Stenalines terminal og turen med færgen tilbage til Frederikshavn.


e-max.it: your social media marketing partner