- Onsdag, 14. oktober 2015
Stor tilslutning til højskoleformiddag i Aarestrup

Flemming Kloster Poulsen.
Onsdag den 23. september var der mødt godt 100 mennesker op til Midthimmerlands kirkehøjskoles højskoleformiddag i Aarestrup. Der blev formiddagen igennem sunget, lyttet og talt og dagens foredragsholder, valgmenighedspræst Peter Hedegaard fortalte levende og medrivende, med både alvor og munterhed om tiden fra 1864 til i dag.
Næste højskoleformiddag i Haverslev
Den næste højskoleformiddag i Midthimmerlands kirkehøjskole er onsdag den 21. oktober, denne gang i Haverslev. Højskoleformiddagen begynder med morgensang i Haverslev kirke ved Anette Kjær.
Efter formiddagskaffe i Sognets Hus er der fortælling og foredrag ved sognepræst og fortæller Flemming Kloster Poulsen, der vil genfortælle Henrik Pontoppidans store dannelsesroman, Lykke-Per. Efter genfortællingen af Lykke-Per vil Flemming Kloster Poulsen fortælle om Henrik Pontoppidan og baggrunden for romanen, og til slut vil der mulighed for en kort drøftelse af romanen og de emner, den tager op.
Lykke-Perer en af de helt store fortællinger i danske litteratur og rummer dagsaktuelle vinkler på tilværelsens store spørgsmål. ”Det handler om en mands livtag med tilværelsen. Opgør med forældrenes kristendom. Arbejde og ambitioner. Køn, krop og maskulinitet. Kvinder og ægteskab. Mødet med døden og konflikt med en naturvidenskabelig livsforståelse. Til sidst afkald og ensomhed. Det er fortællingen om et menneske, der var dømt til ”Kains fredløshed”, men som også mødte sit liv med stor eksistentiel alvor”, fortæller Flemming Kloster Poulsen, der er sognepræst ved Sct. Mortens kirke i Randers og en efterspurgt fortæller. Han har siden 2003 bl.a. drevet FortælleCafé i Randers med genfortælling af klassisk og aktuel litteratur, der kaster lys over menneskers grundlæggende vilkår, eksistens og livsforståelse.
Vel mødt til alle interesserede!

