- Onsdag, 6. april 2016
Foredragsaften tirsdag den 12. april i Sognegården, Støvring: Kærligheden er overalt. En romantisk kliche? Nej, et videnskabeligt faktum. Spørg bare Anne Marie Pahuus, filosof ved Aarhus Universitet.

Anne Marie Pahuus.
STØVRING: Kærligheden er i det største som det mindste: Vi elsker vores børn, og vi elsker is, nogle elsker endda Jesus, andre den danske sommer. Kærlighed er limen i alle parforhold og kernen i ethvert samfund. Den spænder vidt, fra lykke til lidelse, fra kedelig til kvalmende. Den kan overvinde alt og give evige sorger. Men siden tidernes morgen har hverken prædikanter eller popsangere været i tvivl: Størst er kærligheden.
Således står i foromtalen til bogen Kærlighed fra 2013, som Anne Marie Pahuus har forfattet. Anne Marie Pahuus er lektor i filosofi og prodekan for forskning og talentudvikling ved AUC og hun ved noget om kærlighed.
Tirsdag den 12. april i Sognegården i Støvring deler hun ud af sin viden.
Så kom og vær med, når Midthimmerlands Folkeuniversitet i samarbejde med menighedsrådene ved Støvring, Sørup og Gravlev inviterer til foredragsaften.

