Der blev klippet og klistret på juleklippedagen.

HAVERSLEV: Fredag den 28. november 2014 var der trængsel i klasselokalerne på Haverslev-Ravnkilde Skole, hvor op imod tre gange så mange ”elever” var mødt ind til dagens undervisning. 

Årsagen var den årlige juleklippedag, hvor begge skoler inspireret af traditionen i Ravnkilde i år havde inviteret børnenes bedsteforældre til at deltage. Det viste sig at være en rigtig god idé, hvor der ikke bare blev klippet og pyntet, men i den grad også julehygget generationer imellem. Stille og roligt blev skolerne trukket i juletøjet; klasselokalerne blev pyntet op og det samme blev juletræer og fællesrum, så det alt sammen er klar til at danne en hyggelig ramme omkring elever, pædagoger og lærere i december.

Ved frokosttid var der mere end almindelig trængsel omkring skolemaden, hvor rigtig mange børn og bedsteforældre havde benyttet sig af at kunne købe sig et sundt og nøglehulsmærket måltid mad, og ud på eftermiddagen var der i Haverslev mulighed for at støtte 5. klasses klassekasse og få en portion æbleskiver.


e-max.it: your social media marketing partner