Det var dejligt septembervejr med klar luft og høj, blå himmel da omkring 40 - både børn og voksne mennesker - mødtes ved Thingbæk Kalkminer for at deltage i Geologiens Dag arrangeret i samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen - ideelt vejr til både at kunne se det smukke landskabs store linjer og detaljerne i kridtets små fossiler.

Brændt kalk læskes.

Geologisk tidsrejse inden turen ned i minen.

Kirstine Skov viser, hvordan isen gav slip på opsamlet materiale, da den begyndte at smelte.

Den gamle fysiklærer og den gamle kalkovn gør atter nytte.

Dagen blev indledt med at se på Rebild Bakker med geologernes briller, så skønheden måtte vige for de mere faglige forklaringer fremlagt af geologen Kirstine Skov Nielsen om, hvordan landskabet er bygget op med bidrag fra istidens gletchere, Norges fjelde og de enorme smeltevandsmasser og deres både eroderende og opbyggende kræfter, og om samspillet mellem dem og det landskab, som det udspillede sig ovenpå, nemlig de tykke lag af kalk og limsten med revner og forkastninger, som teriærtiden efterlod millioner af år forinden.
Så gik hele flokken under jorden, og fik ved geolog Casper Mejer forklaringen på kalkens og flintens dannelse i det dejligt lune hav for små 60 millioner år siden og på revnernes og sprækkernes opståen, mens vulkaner og jordskælv dannede Atlanterhavet.
Minegæsterne fik også set, at det enorme tryk i dybet har dannet krystaller i kalken, der flourescerer i en UV-lampes lys. Sprækkernes retning i kalkstenen blev påvist, og så gik alle udenfor igen for at se, hvad sprækkerne forårsager, nemlig Tingbæk-kilden. Det er jo kun i sprækkerne, at vandet kan finde vej gennem de hårde kalkklipper.
Og så var der fyret op. Ikke under deltagerne, men under kalk fra minen. Det var nok første kalkbrænding i den gamle kalkovn i 60 år - dog i en mini-udgave af fortidens kalkbrænding, men med træ ligesom dengang. Tiden var også minimeret. En rigtig kalkbrænding tog i gamle dage en lille uge, mens demonstrationsbrændingen kun var i gang et par timer. Som gammel fysiklærer havde Torben Jakobsen sørget for at have indikatorer med til at påvise, at brændt og siden læsket kalk er basisk. De ældre deltagere mindedes kalkningen af husene derhjemme.
Efter frokost i det grønne drog alle af sted til Skillingbro Kalkgrav, og ikke mindst børnene glædede sig til at bruge de medbragte hamre på den bløde kalk for at finde forstenede fortidsdyr. Det lykkedes for alle – især var der mange stilke fra søliljer og armfødder – og en enkelt hajtand. Der blev gået til sagen. Det kunne ses på børnenes bukser – de var alle blevet hvide, da familierne drog hjem efter en begivenhedsrig dag i geologiens tegn.

Foto: Anette Bruun Hansen


e-max.it: your social media marketing partner