- Onsdag, 11. november 2009

Det smukke maleri, som Flemming Christensen har fået malet specielt til de lyse vægge i cafeteriet i Arena Himmerland, blev torsdag den 5. november afsløret af skatteminister Kristian Jensen og giveren selv. Desuden deltog borgmester Anny Winther og formand for hallerne under Den selvejende institution Søren Pinstrup.

STØVRING: Sawo Fonden, som ejes af stifteren Flemming Christensen, har i årenes løb skænket utallige kunstværker til Støvring og senest Rebild Kommune. I forbindelse med indvielsen af Arena Himmerland, skænkede fonden hjertestartere til alle hallerne under Den selvejende institution Hallerne i Støvring Kommune. I den forbindelse observerede Flemming, at væggene i hallen, og specielt i cafeteriet - var meget hvide. Flemming besluttede derfor, at fonden ville få lavet et stort - og ikke helt billigt - maleri, som skulle bryde de lyse vægge.
Uden bestyrelsen i øvrigt hørte mere, var maleriet pludselig en realitet. I forbindelse med skatteminister Kristian Jensens besøg i Rebild Kommune, bød lejligheden sig til at takke Flemming. Det skete ved en uformel reception i Arena Himmerland torsdag den 5. november, hvor skatteministeren og Flemming Christensen afslørede maleriet. Skatteministeren var imponeret af, at det private erhvervsliv - Sawo - i den grad har været med til at præge forskellige kunstinitiativer i kommunen.
Ud over skatteministeren deltog formanden for hallerne Søren Pinstup og
borgmester Anny Winther sammen med hallernes medlemmer ved afsløringen.

