SuperBrugsens årsmøde onsdag den 13. april blev et tilløbsstykke. Med 150 deltagere var der fuldt hus til mødet, der fandt sted på Shell Motel.

Årsmødet var et tilløbsstykke med godt 150 deltagere.

Tidl. håndboldspiller Rikke Nielsen holdt foredrag.

STØVRING: Den overvældende interesse gav trængsel og visse praktiske udfordringer, som dog ikke hindrede, at deltagerne havde en hyggelig aften. SuperBrugsen trakterede med smørrebrød fra slagterafdelingen og kage fra Mesterbageren.
Den formelle del af årsmødet blev kyndigt ledet af Jørgen Rasmussen. Bestyrelsesformand John Mønsted Jensen berettede bl.a. om Coops 150 års jubilæum og arbejdet med at omsætte Coops Madmanifest i konkrete handlinger i butikkerne.  
Uddeler Jesper Buus Bove fortalte meget mere om den største lokale begivenhed i det forløbne år, der naturligvis er udvidelsen og ombygningen af butikken i efteråret 2015. Der var ros og opbakning til både uddeler, butik og bestyrelse.
Magda Bazuin og Kirsten Nielsen havde besluttet ikke at genopstille til bestyrelsen. Efter kampvalg gav årsmødet genvalg til Annette Winther og nyvalg til Henning Christensen og Inga Frisk. Som suppleanter blev valgt Karen Nielsen og Henrik Holm.
Butikken havde inviteret tidligere håndboldstjerne Rikke Nielsen til at fortælle om hendes sportskarriere og liv. Det gjorde hun meget levende og ærligt. Den friske Aalborgpige gik rent ind hos deltagerne.
Uddeler Jesper Buus og bestyrelsen oplever for tiden en rigtig god stemning omkring SuperBrugsen Støvring. Årsmødet bekræftede dette til fulde. Det lover godt for fremtiden.


e-max.it: your social media marketing partner