- Torsdag, 11. december 2014
Den opslåede stilling som sognepræst i Gravlev-Støvring-Sørup sogne er nu blevet besat. Der har været et ansøgerfelt på 10 personer, heraf man har haft tre til prøveprædiken og samtale, som resulterede i, at man pr. 15. januar har ansat Caris Elkjær Trads Johansen som sognepræst.

Caris Elkjær Trads Johansen.
Caris er 38 år og har i 9 år været sognepræst Fuglse-Krønge og Torslunde sogne på Lolland, hun er født og opvokset i Terndrup og er student fra Støvring Gymnasium.
Caris vil blive indsat i de tre kirker søndag den 11. januar 2015, nærmere herom senere.
Menighedsrådene glæder sig til at byde Caris velkommen. og ser frem til et langt og frugtbart samarbejde.
- Som præst er det vigtigt for mig, at alle aldersgrupper i pastoratet bliver tilgodeset, både børn, unge og ældre og dem midt imellem. Særligt er jeg optaget af at tiden, hvor de unge mennesker ”går til præst”, bliver en tid, som de vil huske på som en sjov og hyggelig, således at det falder dem naturligt at søge tilbage til præsten, til kirken, hvis de møder modgang på deres vej. Men jeg holder også meget at være præst for de ældre og de handicappede. Jeg er kort sagt meget glad for at være præst og kunne ikke forestille mig at være andet, fortæller Caris Elkjær Trads Johansen.
- Et kernepunkt for mig er, at forkyndelsen ikke bare skal ramme intellektet, men gerne tale til flere af de sanser vi er skabt med. Her spiller musikken og salmerne en vigtig rolle. Jeg holder meget at synge både de nye og de gamle salmer. De gamle salmer kan noget de nye ikke kan og vice versa. Samtidig er jeg også meget optaget af de nye salmer, som skrives i vores tid, fordi de er udtryk for den spiritualitet, der er i dag.
- For måske går danskerne ikke så meget i kirke, men troende er de, også mere end de måske vil stå ved. Derfor er jeg optaget af tanken om at skabe det rum, hvor vi kan tale om kristendom og tro med hinanden, at skabe et rum, et fællesskab hvor vi mødes, som de mennesker vi er og uden at præsten skal være den ”kloge” men hvor vi sammen giver vores bud på eksempelvis søndagens prædiketekst. Mit motto er således: ”at hver især kan vi lidt og sammen kan vi meget”.
- Jeg glæder mig til være jeres præst og jeg glæder mig til at møde jer alle både i kirken og i andre sammenhænge, slutter Caris Elkjær Trads Johansen.

