400 lærere, pædagoger og ledere fra Rebild Kommune tog for andet år i træk hul på det nye skoleår med fælles inspiration. Årets tema var læring og samarbejde.

REBILD: Når deltagerne i årets læringsfestival mandag 10. august byder nye og gamle elever velkommen til skoleåret 2015/2016, er det med input og oplevelser fra to dage i selskab med kolleger fra kommunens ni folkeskoler. Deltagerne havde 19 forskellige workshops at vælge imellem — alle med skolereformens indhold, mål og rammer som den røde tråd.
Formålet med festivalen var, at videreudvikle et stærkt kollegialt og fagligt læringsfællesskab på kryds og tværs af fag og skoler samt at få ny indsigt i, hvordan man bedst udvikler sin lærings- og undervisningspraksis til gavn for eleverne.

Kollegial respons og mål for hver enkelt elev
René Christensen, som er pædagog i Øster Hornum Børneunivers synes det er:
- Genialt godt med noget kollegialt respons! Det er meget effektivt, at vi får en fælles forståelse for hvor vi skal hen – og at det altså er i samme retning – uanset om man er leder, lærer eller pædagog.
Jane Overgaard, der er lærer på Karensmindeskolen i Støvring er enig:
- Selv om jeg har været lærer i mange år, er det utrolig værdifuldt for mig, at høre hvordan andre professionelt tackler de udfordringer vi dagligt står overfor i klasseværelset, med individuelle mål for hver enkelt elev, flere undervisningstimer og mange elever.

Tillid, retning og tryghed
- Sidste års læringsfestival var en succes og i år er vi, baseret på evalueringerne fra deltagerne sidste år, endnu mere fagspecifikke. Min og forvaltningens opgave er, at skabe de bedst mulige rammer og forudsætninger for, at pædagoger, lærere og ledere trækker på samme hammel. Vi skal have tydeliggjort de nye opgaver som er kommet med skolereformen. Vi skal leve op til skolereformens tre hovedformål: at eleverne hver især bliver så dygtige som de kan, vi skal inkludere så mange elever som overhovedet muligt og vi skal vælge de undervisningsmetoder der virker bedst funderet på forskning, siger Børn og Ungechef Torben Rune.
Han er glad for den store opbakning, han oplever fra sine medarbejdere:
- Det, at vide hvad man skal og at have en fælles retning giver tryghed – og det er det allervigtigste at signalere for mig som chef.

Kompetenceudvikling

Inspirationen fra læringsfestivalens mange workshops og foredrag kan bruges direkte i undervisningen. Også i det kommende år er der fokus på kompetenceudvikling for både ledere, lærere og pædagoger. Kompetenceudviklingen bliver finansieret af midler fra dels Mærskfonden og fra Fremtidens Folkeskole.


e-max.it: your social media marketing partner