Der sker ting og sager i den underholdende operaforestilling ”Maskarade” på Det kgl. Teater i København. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Carl Nielsen:
Maskarade
Operaen, København
 
11. november 1906 er en mærkedag i dansk opera-historie.
Det var nemlig denne dag at Carl Nielsens Maskarade blev opført første gang på Det kgl. Teater i København.
Forinden havde der været en del avisskriveri om selve det at lave en højt skattet Holberg-komedie om til opera. Dette var der nogle, der anså for en helligbrøde.
Men premierepublikummet overgav sig fuldstændig.
Faktisk var det kun anmelderne der - som sædvanlig - var delte i deres meninger om Carl Nielsens musik. Én ting kunne de dog blive enig om. At første akt med Højskolesangbogs-hittet Fordum var der fred i gaden var den bedste. At den efterfølgende var svagere. Og at tredje akts handlingsmæssigt var noget spredt, men musikalsk strålende.
Nu opføres Makarade igen i København. Denne gang i Kasper Holtens snart 10 år gamle, men festlige opsætning på Operaens verdensklasse-scene, hvor alt kan lade sig gøre!
Der er flere ting, der virker rigtig godt i den moderniserede forestilling. For eksempel er det spændende, at nye diller som selfies med mobiltelefonen og rulleskøjteløb for vægtere er inkluderet. Indfald som disse er sammen med de fire akrobaters bemærkelsesværdige opvisning med til at fange tilskuernes opmærksomhed og gøre visse passager nærmest magiske.
Til gengæld har sangerne indimellem svært ved at konkurrere med musikernes udgydelser t i orkestergraven, hvor Det kgl. Kapel med Per Otto Johansson som dirigent i den grad går til den. Der er dog intet at anfægte mod det musikalske udtryk. Der spilles med klædelig overbevisning og koret virker veloplagt.
Hvad så med sangsolisterne?
Gert Henning-Jensen leverer glasklar tenor-sang i rollen som den forelskede hovedperson Leander. Ros skal der også lyde til urutinerede Sofie Elkjær Jensen, der får det maksimale ud af rollen som kæresten Leonora. Og sørme om ikke den finske bas Petri Lindroos matcher mindet om Aage Haugland og Ib Hansen som den konservativt tænkende Jeronimus.
Alt i alt fortjener fortjener denne udgave af Maskarade ros:
Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt. Og selv de udenlandske tilskuere har man tænkt på eftersom de dansk-sprogede sange er iklædt engelske tekster placeret højt oppe over scenen!