- Tirsdag, 3. januar 2012

Der øves stabilt sideleje.

Der kæmpes godt med Hjerte-Lunge-Redning.

Aktiv lytning under gennemgang af Hjerte-Lunge-Redning.
STØVRING: Cimbrerne fra Det Danske Spejderkorps havde i sidste weekend gjort klar til en vandretur. Juniorerne, der typisk er i alderen fra 10 til 13 år, havde besluttet sig for at mærket med de 20 km nu skulle klares. Desværre ville en vejudsigt med stormende kuling, regnbyger og hagl det anderledes. Med en hurtig beslutning blev de 20 km vandretur ændret til 5 timers undervisning i førstehjælp, for nu når juniorerne ville bruge en dag i juleferien, så skulle der også være spejderaktivitet.
Undervisningen blev gennemført af spejderleder Birgitte Wilsted Simonsen, der til daglig arbejder som førstehjælpsinstruktør ved Dansk Røde Kors i Aalborg.
Der blev taget udgangspunkt i de situationer, man blandt andet som spejder kan møde i dagligdagen.
På programmet var der blandt andet Hjerte-Lunge-Redning (hjertemassage), førstehjælpens fire hovedpunkter: Standsning af blødninger, stabilt sideleje, fremmedlegeme i halsen og førstehjælp til forstuvninger. Der blev endvidere også prøvet at arbejde med en hjertestarter.
Undervisningen var varieret mellem teorioplæg, små øvelser samt leg gennem førstehjælps-rollespil.
For at gøre dagen yderligere varieret blev der taget kontakt til Falck i Støvring, der har deres station som én af de nærmeste naboer til Spejdergården på Hjedsbækvej. På stationen stillede redderne beredvilligt op til at fortælle spejderne om arbejdet hos Falck.
At kunne få at se en ambulance lidt nærmere og høre om det forskellige udstyr inde i den, viste sig dog at blive lidt af en udfordring. I første omgang var ambulancen ude og køre det meste af formiddagen, og da den igen var på plads, så nåede Cimbrerne kun at høre om meget kort om indretning og udstyr inden opgaverne igen kaldte på Falckredderne.
De 12 spejdere fra DDS kan dog nu bekræfte, at når det skal gå stærkt, så er Falck i Støvring ude af garagen og godt på vej ned i byen inden der er gået 1 minut. Det lykkedes dog til sidst - med velvillig hjælp fra Falck - at få set ambulancen.
Efter 5 timers undervisning i førstehjælp fik de 12 spejdere fra Cimbrerne overrakt det lille mærke, der viser, at de også inden for førstehjælp nu kan leve op til Det Danske Spejderkorps valgsprog om at ”Vær beredt”.

