Her den nye fjernvarmeledning på vej i Suldrup.

Der afrømmes jord, hvor den nye ledning skal gå ved Haverslev.

Jan Clement, Aars Fjernvarme, Erland Pedersen, Aalestrup, og Per Vammen, Nørager, drøfter arbejdet med den nye fjernvarmeledning i Haverslev.

Alle involverede anstrenger sig for at få de 16 km fjernvarmeledning mellem
varmeværket i Aars og Haverslev og Suldrup realiseret så hurtigt som muligt.
- Arkæologer fra Vesthimmerlands Museum og Nordjyllands Historiske Museum graver både ved Gundestrup og uden for Haverslev for at afdække historiens gang for mange hundrede år siden, fortæller direktør Jan Clement. I Haverslev og Suldrup arbejdes hårdt på at få ledningerne svejset sammen og gravet ned, så man kan komme ud af byerne uden at genere alt for meget. På de mellemliggende strækninger rømmes jord af, graves og udføres svejsearbejde, før fjernvarmeledningerne anbringes i de etablerede render.

Fjernvarmerør skal
under Sønderup Å
Fra Aars-siden arbejdes der i disse dage frem mod Sønderup Å, hvor ledningen skydes under åen.
Fjernvarmerørene fra Aars Varmeværk til Sønderup er 50 cm i diameter (udvendigt mål), mens ledningerne fra Sønderup mod henholdsvis Haverslev og Suldrup er 45 cm i diameter. Inden for de angivne mål er to rør til henholdsvis fremløb og tilbageløb omgivet af en solid kappe med isolering.
Formålet med det store projekt er, at sikre forbrugerne i Haverslev og Suldrup billigere varme ved at udnytte varme fra Aars Varmeværk optimalt. Takket være effektivisering i forbindelse med ny røgrensning får varmeværket mere energi ud af de indfyrede affaldsmængder. Og det er netop disse øgede energimængder, der kan opvarme Haverslev og Suldrup.
- Det er noget af et puslespil at få et så stort rørarbejde til at fungere optimalt. Men sådan som det går for øjeblikket, og vi arbejder målrettet på at levere varme til vore nye forbrugere i starten af den kommende fyringssæson, fastslår direktør Jan Clement, Aars Fjernvarme.


e-max.it: your social media marketing partner