- Onsdag, 3. april 2013

Lisse Trads hædrede deltagerne med en kokkehue til hver, hvorefter holdet stillede op til fotografering med Lisse i midten. Herren med den sorte kokkehue havde udmærket sig på særlig vis, derfor den lidt specielle farve på huen.
Formanden for Ældresagen i Rebild Kommune og lokal mad-guru Lisse Trads, Suldrup, stopper som underviser på ældresagens madlavningskurser. Disse kurser har kørt i årevis og har været meget efterspurgte, både blandt mænd og kvinder, så det var med en vis vemod, at den sidste kursusaften blev afviklet i forgangne uge på Lisses gamle hjemmebane, Suldrup Skole.
Lisse Trads har ønsket at holde ”mens det går godt”, som hun selv siger, og kursusdeltagerne, 19 mænd, var da også enige om, at med deres hold stoppede hun på toppen.
Mændene havde i dagens anledning inviteret deres ægtefæller, der behørigt gav udtryk for begejstring over den store gastronomiske oplevelse, der blev dem forundt. De var da også blevet modtaget med velkomstdrinks og lækre canapeer, mens de afventede deres mænds kulinariske specialiteter, myndigt dirigeret af chef de la cuisine, Lisse Trads.
Hver ret blev som sædvanen har været på holdet præsenteret af de involverede kokke, inden lækkerierne fandt vej til de kræsne ganer. Middagen blev i øvrigt krydret med flere taler og beretninger fra kurset.

