Tolderen Zakæus, boede i palmestaden Jeriko og var et søgende menneske. De søgende har i sig en indre uro, for de har på fornemmelsen, at livet på en eller anden måde kunne blive et rigt liv og søger efter værdierne. Zakæus var ikke bare et søgende menneske, som fandt, men et fortabt menneske, som blev fundet og frelst. At være fortabt er at være ene, uden Gud. Det er ikke så meget at være ene i livet, som at være ene om livet.
Tolderen havde hørt om Jesus og ville også gerne se Jesus, og derfor klatrede han op i et morbærfigentræ og dets tætte løv. Her kunne han selv sidde skjult, bøje en gren til side og se Jesus, når han drog forbi, men før han så Jesus, havde Jesus set ham, og før nogen havde sagt hans navn, sagde Jesus det til ham selv: ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus”.
Jesus trængte sig på, ja brød ligefrem ind i Zakæus´ liv og hus, og direkte ind i hans hjerte, så glæden fuldstændig flød over og det uden at være indbudt og uden at melde sig i forvejen, for sådan gør han altid. Jesus kommer altid til mennesker som et kærlighedens indbrud.
Det hedder om kong Saul, at han fik et nyt hjerte, da han blev salvet til konge. Det samme kan siges om Zakæus. Han fik et hjerte, som måtte juble over Jesus, og det er, hvad vi kalder et troende hjerte, i modsætning til et søgende og et stræbende hjerte. Zakæus blev så glad, så urimelig glad, at han begynder at leve af den rigdom, han før blot har villet samle.