- Torsdag, 18. august 2011

Glimt fra Jættefesten 2011.



SULDRUP: Uge 31 var tidspunktet for årets Jættefest i Suldrup. Til trods for ringe vejrudsigter, så troppede ikke mindre end ca. 130 personer op til Stjernecykelløb og Jættewalk torsdag aften. Banko var som altid et tilløbsstykke, og med dette som startskud, var Jættefesten 2011 igang.
Fredag var Valhalla fyldt, da Ruben Søltoft og Thomas Warberg gav publikum standup show for alle pengene. Her blev både talt om den sønderjydske Harry Potter, hvorfor man altid skal vælge Ryan-air og om uheldige blinddates. Efter standup tog Slash Dot over, og fra første sang af var dansegulvet fyldt. Publikum var så absolut festklare, og teltet rockede til ca. midnat. Herefter kom det længe ventede stripshow, som også blev overværet af de mange gæster i Valhalla.
Lørdag begyndte med gratis kaffebord, en tradition for de, som trods fredagens fest, kunne stå tidligt op. Herefter åbnede det store loppemarked, som havde mange besøgende igen i år. Børnedyrskuet blev afholdt, firmafodbold blev skudt igang og tivoli sørgede for underholdning til alle. Solen skinnede over Suldrup, og i Valhalla steg temperaturen yderligere. Her var nemlig arrangeret Zumba. De ca. 35 modige dansere, som havde fundet vej til dansegulvet, blev næppe skuffede. Her var Annelise Bothager nemlig i fuld sving og med hendes smittende humør og lækre dansetrin, blev en times zumba til en leg.
Om aftenen blev Partyaftenen sat igang, og de mere end 280 tilmeldte nød godt af den lækre gourmet mad, de skønne toner fra Repeat Duo og Sixpack og ikke mindst de kolde drikkevarer fra baren. Partyaftenen var uden tvivl et vellykket arrangement.
Søndag stod på optog igennem byen. Ledet af Kimbrergarden kørte de mange flotte deltagere igennem byen, og i år var der nogle særdeles flotte indslag med. Jagtforeningen havde et aktuelt indslag omkring rydningen af Østerild Plantage, Sparekassen Himmerland forsøgte at blive færdige med fjernvarmen og ”Sypigernes” betjent havde sit hyr med at holde styr på Gadaffi, Naoleon, Anni Fønsby m.fl. Dog var det i år børnehaven Tumlehøj, som vandt bedste indslag i optoget - her var der en stor flok indianere samlet på en lastbil.
Efter tvekamp underholdte Birger Vest med trylleshow for hele familien, og det var fantastisk.
Til slut blev årets Jætte kåret, en person som har gjort en særlig indsats for byen og IK Frem. I år blev dette Kirsten Danielsen, som har været kasserer i IK Frem igennem mange år, og lagt en masse frivilligt arbejde i foreningen.
Jagthornsblæserne sluttede aftenen af med at spille nogle traditionelle jagtmusikstykker, imens flaget blev taget ned.

