- Onsdag, 16. januar 2013
Foråret nærmer sig. ”Dét skal fejres” med et brag af en fest, hvor ét af Danmarks bedste partybands, Dan Band All Stars, spiller.
Man gentager de to sidste års kæmpe succes’er med Dan Band All Stars lørdag den 9. marts i Blenstruphallen. En partyaften, hvor der er fest og stemning, et begejstret publikum, som har svært ved at se og høre, om det er Kim Larsen selv, der er på scenen. Et fantastisk genhør med de populæreste grand-prix klassikere, syng-med afdeling samt de mange 70’- og 80’er-hits leveret i et festligt fornøjeligt show.
En aften med Dan Band All Stars betyder et møde med et stort partyorkester, som møder veloplagt op med egen lydmand, eget lys og en discjockey, der udfylder de få pauser i det op til syv timer lange show.
Dan Band All Stars, består af en eksklusiv inderkreds af navne fra toppen af den danske popverden: Ann Marie Hassing (sang), Claus Hassing (sang og guitar), Søren Bundgaard (bas, keyboard og kor), Peter Iversen (lead-guitar og kor), Claus Winther (trommer) og Filip Winther (keyboards, harmonika og kor).
De Samvirkende foreninger i Blenstrup er arrangør.

