Der var dømt svedig blues og heftig rock’n’roll, da Mike Andersen med sit band fredag gæstede Stubhuset i Støvring.

Foto: Lars Bertelsen.

STØVRING: Denne aften var det som femte stop i Danmark for ham og bandet på turen rundt for at promovere Mike Andersens nyligt udkomne og meget anmelderroste album, ”Home”. En meget sigende titel, da albummet er indspillet hjemme hos ham selv, men også da han gennem sangene på albummet forsøger at beskrive det kontrastfyldte liv, det er både at være turnerende sanger og familiefar.
”Hjemme” synes han også at føle sig i Stubhuset, som han har gæstet ved flere lejligheder, og som han – med sine egne ord – synes er ”et skide hyggeligt sted at spille”, og man kommer bestemt ikke ud over, at hyggen denne fredag aften også var at spore midt mellem blues, bluegrass, rock’n’roll og lidt pop.
Med to numre fra det nye album (”Water My Plants” og ”Take It Out On Me”) blev koncerten skudt i gang – en koncert, hvor Mike Andersen bekendtgjorde, at han og orkestret ville spille samtlige sange fra den nye udgivelse, ”krydret” med nogle af de gode, gamle fra bagkataloget. Og sådan blev det. Også på trods af mange og insisterende opfordringer fra en særlig entusiastisk publikummer, der især ønskede at høre nummeret ”Run As Fast As You Can”. Ihærdigheden blev dog belønnet, ”Run As Fast As You Can” kom som ekstra-ekstra nummer.
Mange forfalder til at udtale Mike Andersens efternavn med en engelsk/amerikansk klang, nok især på grund af hans engelskklingende fornavn. Mike er dog pæredansk og fra Rødekro, men vidste man ikke bedre, kunne han såmænd godt være amerikaner. Under alle omstændigheder kan det ikke fornægtes, at han har hentet sin inspiration i det amerikanske, i de originale amerikanske musikrødder med særlig kærlighed til bl.a. Ray Charles, som også fik en hyldest med denne aften. Blues og rock’n’roll er Mike Andersens varemærke.
Med et hold særdeles kompetente og velspillende musikere i ryggen (pianist Kristian Fogh, guitarist Johannes Nørrelykke, trommeslager Jens Kristian Dam og bassist Kristian Kold) blev der i den grad rykket igennem. Skønt armen i gips denne aften, spillede Mike Andersen ingenlunde som en brækket arm. Tværtimod. Han er både en formidabel sanger og en formidabel guitarist, og så har han en særdeles positiv udstråling der gør, at han kommer helt ud over scenekanten og fanger publikum med sine gode sange, sin svedige blues, sin heftige rock’n’roll – og også et enkelt nummer, der lugtede lidt af samba (”I Wanna Go” fra hans forrige album) som fik en flok piger op at danse bagest i salen. Hen imod slutningen af 2. sæt vovede de sig dog helt frem foran scenen for at danse og var med til at give Mike Andersen og følge et festligt punktum på en helt igennem fremragende koncert.
Forhåbentlig synes han stadig efter denne aften, at det er skide hyggeligt at spille i Stubhuset. Så hyggeligt, at han har lyst til at vende tilbage, så alle de, der ikke var til koncert hin fredag aften i november, kan få en ny chance for at møde denne – i mere end én forstand - store kunstner, fysisk såvel som musikalsk. Det har både han og folk, der ikke har oplevet ham endnu, fortjent.