- Onsdag, 21. januar 2015
Leon Sebbelin præsenterer sit nye tøj på næste byrådsmøde

Borgmester Leon Sebbelin i sit nye tøj, som han vil have på, når der er byrådsmøde i Terndrup torsdag den 29. januar og igen søndag den 29. marts, hvor han åbner årets store Byttemarked.

Tak for handelen, sagde Helga Rytter, da borgmesteren med to store poser i hånden forlod genbrugsbutikken. Til venstre står Ellen Sørensen.

Ellen Sørensen i gang med at pudse borgmesterens nye sko.

Der var meget tøj at vælge mellem, og borgmesteren gav sig god tid til at se på habitter og slips.
SKØRPING: Det behøver ikke at koste en formue at blive klædt pænt på. Langt fra endda, hvis man finder tøjet i en genbrugsbutik. Og det var netop, hvad Rebild Kommunes borgmester Leon Sebbelin gjorde forleden.
Borgmesteren skal åbne det store Byttemarked, som holdes i festsalen på KulturStationen søndag den 29. marts. Det var i den forbindelse, at arrangørerne, bl.a. Skørping Borgerforening, fik den idé, at det ville være et fint signal at sende, hvis borgmesteren mødte frem i genbrugstøj.
Leon Sebbelin var straks med på ideen, og forleden mødte han op i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Jyllandsgade i Skørping.
Med god hjælp fra de flinke damer i butikken fandt han skjorte, slips, jakke, benklæder og sko.
Der blev prøvet adskillige jakker og beklæder, før den rigtige habit var fundet. Også skjorter og slips blev studeret grundigt og afprøvet, og det samme gjaldt skoene.
Men de passede!
- Vi havde ringet til hans kone og fået hans skonummer, røbede Helga Rytter, der er én af de 35 frivillige i genbrugsbutikken, som nu har eksisteret i 31 år og skaffet mange tusinde kroner til nødhjælpsarbejdet.
Mens borgmesteren prøvede tøj, kiggede datteren, Nikoline, sig om i butikken.
- Far, har du ikke lige 75,- kr., spurgte hun, da hun havde fundet to kjoler.
Det var første gang, borgmesteren måtte have pungen frem. Anden gang var, da han skulle betale for det tøj, han havde købt.
- Hvad han kom af med, kan vi ikke røbe. Vi er i gang med at lave en konkurrence, hvor borgerne i Rebild Kommune skal gætte på, hvad det har kostet at klæde borgmesteren fint på, fortæller Erling Junker Holst, der er formand for Skørping Borgerforening.
De første til at gætte, bliver byrådsmedlemmerne.
- Jeg tager mit nye tøj på til byrådsmødet i Terndrup torsdag den 29. januar, røbede borgmesteren.
Fokus på genbrug
Ideen med Byttemarkedet og konkurrencen er, at sætte fokus på genbrugstanken.
- Vi har en vision om, at Rebild Kommune skal være på Top Ti-listen over genbrugskommuner, siger Bitt Juul Jensen fra Internationalt Landsbysamarbejde (ILS), som sammen med bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Bogby 9520 er medarrangør.
Det er anden gang, der holdes Byttemarked i Skørping. Sidste år kom der godt 200.
Byttemarkedet gennemføres under mottoet ”Giv, hvad du har ...tag, hvad du skal bruge”.
- Et Byttemarked er en hyggelig, social, gratis og miljøvenlig begivenhed. Man medbringer det, man gerne vi give væk. Ved indgangen vil der være frivillige, der forklarer byttereglerne og viser, hvor man kan fordele tøj, bøger, sko, elektronik og så videre. Dernæst kan man gå på opdagelse og tage de ting med hjem, som andre ikke længere vil have, siger Bitt Juul Jensen.
Byttemarkedet er en del af kommunens årligt tilbagevendende klimakampagne Klima Rebild, som foregår i ugerne 12 og 13. Skolerne, gymnasiet, lokale spisesteder, erhvervsudviklingsrådet, landbruget og et par landsbyer er allerede nået langt i planlægningen af spændende arrangementer, der gerne skulle sparke klimaproblematikken frem i bevidstheden hos alle i kommunen, siger Anette Bruun Hansen, formand for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

