- Fredag, 3. juni 2016
Forårets sidste koncert i Stubhuset bød på et gensyn med Benjamin Koppel og hans jazz galla koncept.

Med opløftet sind og god musik i ørerne blev koncerten en perfekt afslutning på Stubhusets forårsprogram.

Marie Carmen Koppel og Anders Blichfeldt.
STØVRING: Temaet for denne ”runde” af Koppels jazz galla var Motown, hvor han er dykket ned i den kæmpe, enorme skatkiste af sange og tophits, som det legendariske pladeselskab, skabt af Berry Gordon, har udgivet.
Med så mange fremragende sange at skulle vælge imellem, er det naturligvis kun en lille dråbe, der kan nå at blive præsenteret på en enkelt koncert, så der er helt sikkert blevet valgt med hjertet af Benjamin Koppel og hans fremragende musikere og solister. Foruden Koppel selv bestod orkesteret af Henrik Møller på kontrabas, Espen Laub Lillienskjold på trommer samt Steen Rasmussen på Würlitzer-piano, og sangsolisterne denne aften var Maria Montell, Marie Carmen Koppel samt Anders Blichfeldt. Så man kunne med rette gå til koncerten med høje forventninger om en vellykket aften.
Ligesom sangene er blevet valgt med hjertet, blev der også spillet og sunget med hele hjertet denne fredag i Stubhuset. De mere eller mindre ”jazzificerede” udgaver af Motown-klassikere som Isn’t She Lovely, You Can’t Hurry Love, In The Midnight Hour, For Once In My Life og Where Did Our Love Go, for blot at nævne fem af de 17 numre, der var på programmet, blev fremført først og fremmest med stor musikalitet og virtuositet, men også med et humør og en spilleglæde, der var meget smittende. Man havde en klar fornemmelse af, at de syv dygtige kunstnere virkelig har det sjovt, og at de hygger sig – en hygge, der ret hurtigt bredte sig ned ad stolerækkerne i salen, især med en Anders Blichfeldt i hopla.
Konceptet var det velkendte: Først spillede orkesteret hvorpå solisterne alene og i duetter og trioer sang sig igennem klassikerne. Et koncept, der fungerer rigtig fint, hvor alle således får plads til at vise, hvad de kan hver især – både i sang og i fremragende musikalske soloer - men også sammen som en helhed. En helhed, der måske hist her havde en snert af usikkerhed om, hvornår der kom en solo, eller hvornår sangen sluttede, men det var absolut ikke noget, der betød noget i den store sammenhæng. Slet ikke når kunsterne på scenen selv tog det med et smil og kunne grine ad det.
Smil, højt humør og latter samt rigtig god og veludført musik var der rigeligt af denne skønne aften, hvor alle forventninger til fulde blev indfriet af de vanvittigt dygtige musikere og de tre solister. Tre solister med tre meget forskellige stemmer: En sprød Marie Montell, en kraftfuld Marie Carmen Koppel og en velklingende og charmerende Anders Blichfeldt. Med hver sit udtryk er de med til at give de forskellige sange netop deres personlige udtryk.
Med opløftet sind og god musik i ørerne blev koncerten en perfekt afslutning på Stubhusets forårsprogram. Et forår, der har budt på mange fine arrangementer med rigtig stor opbakning, som stedets daglige leder, Helle Jørgensen også fik sagt ”tak” for i sin præsentation forud for koncerten. Man kan kun se frem til efterårets arrangementer i det lokale kulturhus, hvor der lægges ud den 23. september med På Slaget 12 i en 30 års jubilæumskoncert.

