Socialdemokraterne i Rebild Øst afholdt sit årlige julemøde mandag den 9. december, hvor der var et pænt fremmøde, dels for  at evaluere det overståede kommunalvalg 2013 og dels for at høre Flemming Møller Mortensen (A), MF, fortælle om rigets tilstand set fra Folketinget.
- Kommunalvalget var ikke tilfredsstillende, det kan det ikke være, når vi ikke får nogen valgt ind i regionsrådet og vi mister tre mandater i byrådet, fortæller Hanne Kock.
- Alligevel er vi taknemmelige over, vi får valgt fire ind i byrådet. Vi må da også konstatere, at vi fik meget ud af konstitueringen, hvor vi - udover to formandsposter samt én i økonomiudvalget - også fik en repræsentant i alle fagudvalgene.
- Endelig vil vi glæde os over, at stemmeprocenten på landsplan blev den højeste i 32 år på 71,1 % og i Rebild kommune på 80,7 % - altså langt over landsgennemsnittet og én af de højeste nogensinde.
- På trods af en halvrodet forestilling i den sidste periode i byrådet, med de mange grimme sager, så skal vi lige huske på, at der altså også er sket en positiv udvikling i Rebild kommune. Her tænker vi på arbejdsmarkedet og projekt ny start, hvor familier, der har det vanskeligt, tilbydes en helhedsorienteret indsats. Et tiltag, der har været efterspurgt gennem mange år, slutter Hanne Koch.
Den politiske del af aftenen sluttede med, at Flemming Møller Mortensen (A), MF, gav sidste nyt fra Christiansborg.


e-max.it: your social media marketing partner