- Onsdag, 8. september 2010

Følgende 14 var med til at besejre Viborg FF: Victor Bartholomæussen, Rasmus Bundgaard, Mark Bloch, Christoffer Larsen, Alexander Thorup, Patrick Øster, Patrick Marquartsen, Andreas Tarp, Emil Klemmensen, Tobias Carøe Eriksen, Rasmus Søgaard, David Guldborg, Lasse Tetanco og Lasse Poulsen.
U 14-drenge, årgang 1997, fra Støvring IF Fodbold besejrede i fornem stil topholdet Viborg FF 5-0 på udebane i JBU-mesterrække to, i den forgangne weekend.
Det var SIF-gutternes anden sejr i træk i den næstbedste række i JBU-regi. SIF-tropperne gav det ellers ubesejrede tophold en lektion i løbevillighed, flot spil og sammenhold. SIF kom forholdsvis hurtigt foran, da Patrick Øster energisk pressede en bold og blev ramt af bolden, da en Viborg-spiller ville ekspedere den ud af farezonen. Tobias Carøe Eriksen øgede til både 2-0 og 3-0, den ene scoring blev fornemt banket ind under overliggeren efter nogle skarpe driblinger i feltet.
SIF øgede også til 4-0 inden pausen, Emil Klemmensen slog til efter forarbejde i højre side af Tobias Carøe Eriksen og anfører Patrick Marquartsen i et flot opspil. Efter pausen blev SIF tilmed ramt af en skade hos energibundtet Andreas Tarp kombineret med et gult kort den stærke forsvarsspiller Christoffer Larsen, og man begyndte at frygte en Viborg-reducering.
I stedet øgede Patrick Øster med sin anden scoring i kampen til 5-0 for SIF lidt over midtvejs i anden halvleg. SIF var tilmed uden en skadet Jonas Frederiksen, normalt sikker mand på midtbanen, og på bænken døjede Lasse Poulsen med en skavank. Det gjorde ikke SIF-sejren i Viborg mindre bemærkelsesværdig.

