I dagligdagen er det ofte nemmest lige at få far og mor til at klare en masse små ting, men når man er DDS’er i Støvring og gerne vil have et ”Klar dig Selv”-mærke, så bliver weekenden anderledes.

Der ”kæmpes” med spaghetti Carbonara.

Aftens underholdning for de andre i poserne.

De tre patruljeledere havde med lidt lederhjælp selv planlagt weekendens forløb for 16 juniorer - en stor opgave at løfte, når man kun er 12-13 år.
Fredag aften blev brugt på indretning af det store mødelokale på Spejdergården, da dette skulle bruges til overnatning. Samtidig blev der snakket lidt teltorden, som der også ville være brug for selv om teltdugen var udskiftet med mure og et tag.
Næste morgen var alle oppe til flaghejsning kl. 8, hvorefter spejderne selv stod for tilberedning af morgenmad. Der blev samtidig planlagt indkøb af aftensmaden, der skulle være en treretters menu. De medbragte tilbudsaviser blev nøje gennemlæst, og i flok gik en gruppe spejdere fra Spejdergården på Hjedsbækvej til butikkerne i Støvring for at handle ind. Spejderne erfarede, at når man ikke får købt den rigtige mængde fra starten, så bliver man nødt til at gå en ekstra gang.
Ud over at der i løbet af dagen var lidt aktiviteter udenfor, så blev der arbejdet en del med pakning af spejdernes udstyr. Efter en dejlig aftensmad var der underholdning med talent-show og disko ligesom juniorspejderne indspillede deres helt egen udgave af ”Harlem Shake”.
Efter at spejderne havde lagt sig i soveposerne, gik der nogen tid før der var ro, da der var meget fra dagen, der skulle snakkes igennem. Mange af spejderne havde i løbet af dagen vist, at man godt kan mere, end man lige tror, når der er en anden spejder eller ens grenleder til om nødvendigt at give en hjælpende hånd.
Søndagen blev brugt på oprydningen og uddeling af velfortjente ”Klar dig selv”-mærker.


e-max.it: your social media marketing partner