- Onsdag, 26. november 2014

Udpluk af deltagerne i Støvring Badmintons klubmesterskab 2014-15.
STØVRING: November måned har været fyldt med aktiviteter i Støvring Badminton. Udover at der på banerne i Arena Himmerland på hverdagene er gang i badmintonspillere i alle aldersgrupper og niveauer, har der været afholdt en række arrangementer.
Søndag den 9. november var sæsonens første diplomstævne, hvor alle klubbens nybegyndere og letøvede i alderen 9 til 13 år fik mulighed for at spille deres første badmintonkampe mod spillere fra naboklubberne. En del af formålet er netop at prøve at spille kamp, få styr på reglerne osv. og samtidig have en meget social dag, hvor der er tid til at snakke med andre spillere både fra Støvring, men også fra de øvrige klubber.
Søndag den 16. november blev der afholdt klubmesterskab for sæson 2014/15, og her var sædvanen tro deltagelse af spillere fra både ungdomsrækker, senior og motionister.
Tirsdag den 18. november tog 18 børn og voksne fra Støvring Badmintonklub til Aalborg. Her skulle Triton Aalborgs førstehold, der spiller i 1. division, spille topkamp mod Kastrup- Magleby. Inden kampen var der fællesspisning, så da kampen gik i gang, var alle klar til at heppe. De kampe, der nok trak mest opmærksomhed var dem, hvor Simon Friis, der er ungdomstræner i Støvring Badminton, spillede. Simon vandt én af kampene og selve holdkampen.
Det var nogle gode og inspirerede badmintonkampe, og alle fra Støvring Badminton havde en rigtig dejlig aften.
Endelig kan det nævnes at turneringerne for både senior og ungdom er i fuld gang.
Seniorrækkerne er også i gang med sæsonturneringen, og den 10. november var der topkamp i Kredsserien Vest, hvor Støvring mødte Suldrup i lokalopgør. Støvrings hold vandt, og er nu på en tredjeplads i rækken efter Skødstrup og Randers.

