- Tirsdag, 15. oktober 2013

Tekst/fotos: Anette Bruun Hansen
STØVRING: Spørger du Christina Siggaard og Anette Bruun Hansen, vil de svare: ”Det er en tænkebox.”
De to billed-kvinder fra henholdsvis Rebild Kulturskole og kommunens kulturråd har ved fælles indsats fået dette farvestrålende kulturugeprojekt realiseret.
Det kunstneriske håndarbejde er leveret dels af Christinas billedskoleelever og dels af tilfældigt forbipasserende børn og voksne, når Anette har været ude med sit rullende gadeatelier. En del af boxens 92 kvadratiske billeder er malet individuelt af en enkelt person, mens andre er savet ud af en stor plade, som er malet i fællesskab - lag på lag.
- Vi havde på forhånd blandet nogle klare - især lyse - farver, som alle deltagerne har brugt af. Det gav lidt besvær under processen, fordi malerbøtterne hele tiden skulle skifte hænder og lokalitet, men den fælles farveholdning gør, at de mange billeder nu opleves som en helhed, fortæller Christina og Anette.
- Før pladerne blev skruet fast til skelettet, rykkede vi rundt på dem, indtil vi fandt en god kombination. De livlige fragmenter af fællesmaleriet spiller op til de rolige, ikon-agtige motiver, og tilsammen skaber de en fin balance mellem orden og kaos.
Hvis man selv har kaos foroven, kan man kravle ind i boxen, hvor sorte vægge giver øjnene ro, og et par lægter gør det ud for en bænk. Her kan man sidde og betragter et udsnit af himlen, imens tankerne flyver højt. Boxen har nemlig intet tag, som kan forhindre tankernes himmelflugt og inspirationen i at dumpe ned.
Trykker tankerne virkelig, kan boxen også bruges som skriftestol. Hvid maling og en tynd pensel ligger parat derinde, så enhver kan nedfælde sine bekendelser på de sorte vægge. Har man mere lyst til at male et mønster, lave et regnestykke eller fortælle en hvid løgn, er det også helt i orden.
Tænkeboxen er en midlertidig udsmykning, som vil lyse op på kommunens areal resten af efteråret. - Placeringen netop her mellem svømmehallen, bækken og materielgården er ikke tilfældig, fortæller Anette. - Der er muligheder i området, og det vil jeg gerne sætte fokus på med udsmykningen. Prøv at forestil jer, hvor rart her kan blive, hvis Mastrup Bæk igen får slyngninger, og der plantes træer langs Hobrovej.
Det er billede-kvindernes plan, at tænkeboxen skilles ad den 1. december, og at materialerne opmagasineres frem til september 2014, hvor de vil blive genbrugt i et nyt kulturugeprojekt. Hvad der til den tid skal bygges, og hvilket område, der så skal sættes fokus på, vil tiden vise.

