- Tirsdag, 24. april 2012

Projektugerne har budt på mange forskellige ting omhandlende trolde - bl.a. en maddag, tilberedt på rigtig troldemanér.
STØVRING: De seneste to måneder har børnene i Skovhuset arbejdet med et tema omhandlende trolde. Da projektet blev skudt i gang, var det med opførelse af ”De tre bukkebruse” med børnehavens egne geder som aktører og en pædagog som trold. Dette skabte stor jubel blandt børnene, men også lidt kriller i maven for, hvordan er en trold egentlig? Er den sur eller glad? Er den god eller ond?
I børnehavens egen skov, blev der malet trolde på træerne, så børnene kunne besøge skovtroldene. For nogle af børnene var det ligetil at besøge troldene, mens det for andre krævede mere overtalelse at gå på troldebesøg.
I løbet af projektugerne har børnene arbejdet med forskellige ting omhandlende trolde, så de har kunnet få så meget viden om troldene som muligt. Der har været afholdt fælles maddag, hvor menuen bød på rigtig troldemad nemlig tomatsuppe med melorm (nudler), troldestave (flutes), ormeragout (spaghetti og kødsauce), og troldesmovs (hjemmelavet is) med birkesirup tappet fra børnehavens træer. Al maden blev selvfølgelig tilberedt på ægte troldemanér på bålet, og der blev spist med stort velbehag.
Børnene har også lavet udstyr, så de kan klæde sig ud som trolde. Der er derfor blevet fremstillet troldeører, en troldehale, troldeamuletter, usynligheds pinde og troldekasser til at have al udstyret i.
Troldene bor jo som bekendt i skoven, så derfor har børnene også bygget troldehuler i børnehavens skov. Her er de seneste uger både blevet leget i hulerne men også spist madpakker, mens der er blevet læst troldehistorier og sunget troldesange.
Børnene har også fundet ud af, hvem der er troldenes venner. Her tænkes især på skovens dyr, og inden børnene skulle ud at finde dyrene, var der sat forskellige udstoppede dyr frem i skoven, så børnene kun se og røre ved de forskellige dyr. Der var både egern, harer, en ræv og en musvåge som sad hvert sit sted i skoven og ventede på besøg.
Sidst men ikke mindst har børnene skullet udtrykke sig kreativt og lave deres personlige trolde af naturmaterialer såsom kogler, mos, grene og småsten. Resultatet er blevet til en lille udstilling i børnehaven med både troldekasser og børnenes egne trolde, som de er utrolig stolte af at vise frem.
Børnene har været meget optagede af at arbejde med temaet om trolde, og der er blevet rykket en masse grænser. Det viste sig jo at trolde i virkeligheden er rigtig søde, men også lidt drillesyge indimellem. Det må jo være troldene, der en dag lukkede gederne ud af deres indhegning, så de kunne lege med dem.

