Fantastisk komiker kommer til Stubhuset i Støvring.

STØVRING: Den italienske komiker og mimiker Paolo Nani kommer søndag den 19. september på besøg i Støvring med en forrygende morsom forestilling “Brevet”.  Det er en uhyre enkel forestilling, hvor den samme lille historie spilles på 15 helt forskellige måder: Bagfra, med overraskelser, vulgært, uden hænder, fuld, western, stumfilm, horror, cirkus, magisk mm. Men to ting har alle variationerne til fælles: Der bliver aldrig sagt et ord, og resultatet har en hylende komisk effekt.
Under forestillingen i Stubhuset vil det blive klart, at stykkets bærende kraft er kontakten mellem skuespilleren og publikum, som stiger til et 'crescendo' af leg og overraskelser. Det er en slapstick-komedie for hele familien. Paolo Nani er en virtuos i sit fag – på samme tid klovn som akrobat og en gudbenådet mimiker.
Der er altid nye overraskelser, og man får aldrig nok af Paolo Nanis kunst at skabe klumsede uheld med rekvisitterne. Dette er fremragende underholdning, og alle går garanteret derfra med ondt i maven efter 80 minutter uafbrudt grin.
Forestillingen er en del af Rebild Kommunes kulturuger og er arrangeret af Kultur- og Miljøforeningen i Støvring i samarbejde med Rebild Bibliotekerne og Stubhuset.


e-max.it: your social media marketing partner