- Onsdag, 9. februar 2011

Mange elever har i tidens løb benyttet sig af Erhvervsklassens anderledes undervisningstilbud og nu får eleverne også i fremtiden mulighed for at bruge dette unikke tilbud.
STØVRING: Bavnebakkeskolen i Støvring kan efter de sidste ugers debat konstatere, at der er stor opbakning fra Byrådet, erhvervslivet og mange enkeltpersoner til en videreførelse af Erhvervsklassen, som er et alternativt skoletilbud til elever fra 8., 9. og 10. klasse i Rebild Kommune. Undervisningen består primært af dansk, matematik og værkstedsfag og eleverne møder hver dag fra kl. 8 til 12, hvorefter dagen fortsætter hos et praktiksted.
Som noget helt nyt er det Bavnebakkeskolen, der har kompetencen til at optage eleverne i klassen og dermed er det blevet lettere for de enkelte elever, som har behov for et anderledes skoletilbud at blive tilknyttet Erhvervsklassen. Det eneste, det kræver, er, at forældrene kontakter skolen og at man ved den efterfølgende samtale bliver enige om, at tilbuddet er det rigtige for eleven.
Elever, der bor i Rebild Kommune, får transportudgifter betalt og dermed er der lige muligheder for alle i hele kommunen. Erhvervsklassen og Bavnebakkeskolen se frem til det fremtidige samarbejde og der udtrykkes stor glæde over den politiske beslutning, der har sikret klassens fremtid.
DS & HH

