Af: Tekst/foto: Karsten Frisk

Fredag den 2. februar var Everybody’s Talking på Stubhusets koncertplakat, men måtte desværre aflyse, da Billy Cross var blevet syg. Det blev der rådet bod på fredag den 3. maj, hvor bandet – uden for turnéprogram – gæstede Stubhuset for 4. gang og gav koncert.

STØVRING: Bandet startede med at beklage afbuddet, og bandets besætning – Billy Cross, Jimmy Colding og Kongen af Ribe, alias Lars Maasbøl - sad nu klar på scenen.
Koncerten åbnedes - som tidligere - med nummeret ”Kodacrome” af Paul Simon (Simon & Garfunkel). Velspillet og -sunget som vanligt. Trods det instrumentale akkompagnement kun omfattede to guitarer, var der fin balance i nummeret. Herefter spillede Everybody’s Talking såvel nye som kendte numre. Trioen præsterede et flot, rutineret sammenspil.
Billy Cross spiller i mange andre sammenhænge – hvilket også Jimmy Colding og Lars Maasbøl gør. Når Billy Cross er på scenen med Everybody’s Talking, spiller han med popdrengene, hvilket han udtalte efter en tidligere koncert i Stubhuset. Her spillede han bl.a. rockmusik samme med bl.a. Asger Jacoby og Flemming Osterman. Men hurra for alsidigheden, Billy!
Billy Cross var tydeligvis ikke helt ovre sin sygdom. Han var ikke engageret i samme grad, som vi kender ham fra tidligere. Men Jimmy Colding og Lars
Maasbøl støttede godt op, og koncerten var ikke decideret præg af den lidt svagere indsats fra Billy Cross.
Everybody’s Talking har nu 11 år på bagen som band. Lars Maasbøl hævdede, at de kan 16 numre, som de troligt spiller til hver koncert. Set i bagklogskabens ulidelige klarhedslys, var det dog ikke helt tilfældet. Der blev spillet både nyt og gammelt. Vittighederne mellem numrene var nye og opdaterede – nogle dog lidt platte.
Når Everybody’s Talking  er på toppen, leverer de pragtfulde fortolkninger af også andres musik. Bl.a. er det utroligt, at en vokaltrio akkompagneret af to guitarer kan slippe godt fra Pink Floyd-nummeret  ”Whish You Were Here” og Crosby, Stills & Nash-nummeret ”Helplessly Hoping”. Dette var ikke desto mindre tilfældet under aftenens koncert. Dette skyldes ikke mindst Jimmy Coldings fantastiske stemme, men også Billy Cross’ og Lars Maasbøls nærmest perfekte vokale præstationer. Alt i alt en rigtig god koncert denne aften – trods en lettere svækket Billy Cross.
Der var mødt godt 200 gæster til koncerten, og der var plads til flere. Måske er det et signal om, at selvom Everybody’s Talking leverer flotte præstationer på scenen, kunne det måske være fornuftigt at springe et par år over, inden næste koncert med Everybody’s Talking.


e-max.it: your social media marketing partner