Hos 6. klasserne stod den på samarbejdsøvelser, som her med at flytte vand med hænderne som beholder.

Til trivselsdagen på Bavnebakkeskolen læste elever fra 5. klasserne læste højt for børnehaveklassebørnene for at skabe relationer på tværs af alder.

STØVRING: Torsdag den 9. september havde alle eleverne på Bavnebakkeskolen fra børnehaveklasse til 10. klasse en anderledes og spændende dag, hvor den normale undervisning måtte lade pladsen til fordel for en trivselsdag.
Trivselsdagen skulle bruges til at sætte fokus på de sociale relationer og ikke mindst på det nødvendige i at samarbejde. Uden disse kompetencer har den daglige undervisning svære vilkår, og netop fordi trivsel er en forudsætning for indlæring, er emnet altid aktuelt, og på Bavnebakkeskolen havde man valgt at afsætte en hel dag til formålet.

Elever blev præsenteret for mange forskellige indfaldsvinkler til hvordan trivslen kunne styrkes for såvel klasserne som den enkelte elev. Der blev blandt andet arbejdet med teambuilding og samarbejdsøvelser i de ældste klasser, mens indskolingen havde gode lege, hvor alle kan deltage på programmet. 5. klasserne var på besøg i børnehaveklasserne og her skulle de store læse for de små, hvilket var en stor fornøjelse for begge parter. 

Nogle klasser arbejdede på tværs af årgangen, mens andre koncentrerede sig om deres egen klasse. Fælles for alle var dog at dagen skulle munde ud i, at samtlige klasser havde fået lavet klasseregler, altså de spilleregler som man har overfor hinanden det kommende år. Såvel elever som lærere på Bavnebakkeskolen kan se tilbage på en yderst vellykket og anderledes skoledag med et højaktuelt indhold.
DS & HH


e-max.it: your social media marketing partner