- Onsdag, 6. februar 2013
Vidste du, at Indien stadig er det land i verden, som har flest fattige og flest sultne mennesker?

Rune-Christoffer Dragsdahl fortæller om Indien i Sognegården.
STØVRING: Den oplysning kommer nok som noget af en overraskelse for de fleste i en tid, hvor man hører meget om, hvordan Indien – i kraft af at være et af de mest dynamiske og magtfulde udviklingslande – er en af fremtidens supermagter. Ja, man hører endog om, hvordan det angiveligt er blandt andre inderne, der med deres IT-industri stjæler arbejdspladser og er ved at udkonkurrere rige lande som Danmark.
Rune-Christoffer Dragsdahl kommer til Sognegården i Støvring, onsdag den 13. februar for at give os et indblik i, hvordan disse to kontrastfyldte opfattelser af Indien – som henholdsvis landet med flest fattige og sultne, og som fremtidens land – begge udspringer af virkeligheden.
Kom og hør mere om hvornår Indiens befolkning bliver større end Kinas, hvorfor Indien har flere fattige og sultne end noget andet land i verden, hvordan kærlighed og venskaber er med til at udfordre det traditionelle kastesystem, hvorfor inderne ikke er enige om, at koen er hellig, og om teambuilding og selvudviklingskurser i Indiens IT-industri og meget mere.
Rune-Christoffer Dragsdahl er antropolog, underviser ved Københavns Universitet, foredragsholder og bestyrelsesmedlem i den danske NGO, Aktion Børnehjælp, som i over 40 år har arbejdet med udviklingsprojekter i Indien. Rune-Christoffer Dragsdahl har besøgt en række udviklingsprojekter i Indien, ligesom han har skrevet speciale om, hvilken rolle det traditionelle kastesystem spiller i nutidens Indien. I foredraget vil han inddrage oplevelser og erfaringer fra begge disse sider af Indien, naturligvis illustreret med billeder.

