På mødet den 26. januar lagde byrådet den sidste hånd på Planstrategi 2011 og Lokal Agenda 21. Væsentligste ændring er at Bælum og Øster Hornum nu er kategoriseret som ’vækstby’.
I forbindelse med den sidste politiske behandling af Rebild Kommunes planstrategi var der kommet et antal høringssvar med forskellige forslag og kommentarer. Især to af høringssvarene påkaldte sig politikernes opmærksomhed, nemlig de, der foreslog, at hhv. Bælum og Øster Hornum skulle ændre status fra ’service- og boligby’ til ’vækstby.’

Gode argumenter
Argumenterne var altså så gode at politikerne foretog ændringen i den endelige planstrategi. For begge byers vedkommende var argumenterne at både foreningslivet og det kulturelle liv er levende og godt, samt at forretningslivet er i stadig udvikling. Begge byer peger desuden på, at et erhvervsliv med mere end 30 selvstændige virksomheder (for hver af byerne), vil gøre det muligt at tiltrække endnu flere, både iværksættere og etablerede firmaer.

Nærhed til Aalborg
Endvidere peges der på, at begge byer har en beliggenhed ganske tæt på Aalborg. Øster Hornum slår på den korte vej til City Syd, og de muligheder der ligger der, mens Bælum ser den korte afstand til Aalborg Øst - med universitet, industri og ikke mindst et kommende supersygehus, som et stort aktiv.

Hvad er en planstrategi?
Planstrategien fastlægger rammerne for arbejdet med den kommende kommuneplan, der skal være vedtaget i 2013. Kommuneplanen er den grundliggende plan, hvor borgere og virksomheder kan se hvad de forskellige områder i kommunen kan bruges til. Kommuneplanen er udtryk for byrådets visioner for kommunen og for i hvilken retning kommunen skal udvikles.
Ligesom med planstrategien, får borgere og virksomheder mulighed for, at komme med input til arbejdet med kommuneplanen, så den kommer til at tilgodese flest mulige hensyn.

Typer af byer
Vækstbyer er kendetegnet ved stærke og mangfoldige bykerner. Her findes en del forretninger og service, samt institutioner og fritidstilbud.
Sidst men ikke mindst skal der sikres mulighed for erhverv, handel og bosætning.
Service- og boligbyer skal bidrage til at øge mangfoldigheden og det nære, og på den måde fungere som lokalt handels- og servicecenter. Der kan gives plads til mere alternative boformer, men der må i disse byer forventes en begrænset offentlig og privat service.


e-max.it: your social media marketing partner