Efterårets koncertsæson i Stubhuset blev fredag skudt i gang med lidt af et brag af en koncert. På scenen stod det legendariske, danske orkester Moonjam, der med sine mere end 30 år på bagen med mere eller mindre skiftende besætning står som en institution i dansk musik.

STØVRING: Det er især brødrene Kærså – Morten og Rasmus – der kendetegner Moonjam, og de to herrer blev på scenen i Stubhuset flankeret af Henriette Krogh på trommer, Mikkel Nordsø på guitar og ikke mindst den til Moonjam ”hjemvendte” Jens Haack på saxofon. Så musikken var bestemt i lagt rigtig gode hænder.
Det blev en aften på rejse helt tilbage til de første af Moonjams numre i en god blanding af nogle af Moonjams mange, mange melodier – både med vokal og uden i instrumentalnumre fra gruppens to ”Songs For Saxophone”-albums. Naturligvis fik vi en stribe af deres store hits, der efterhånden er ”evergreens” såsom ”Belisa”, ”Shaida”, ”Bag de blå bjerge”, ”Gennem ild og vand” og mange flere, inklusive som ekstranummer gruppens lækre version af Phil Collins’ ”One More Night”. Undervejs fik vi en rigtig lækker ”jazzy” duel på guitar og saxofon mellem Jens Haack og Mikkel Nordsø i nummeret ”Lunefulde måne”. De er et par skrappe herrer på hver deres instrument. Henriette Krogh fik også mulighed for at udfolde sig  i en forrygende trommesolo. Hun er – lige som de øvrige - en super musiker.
Moonjams musik bringer reminiscenser til både Spyro Gyra, Mezzoforte og Toto, og alligevel lyder de hele tiden som Moonjam. De har deres egen klang, hvilken de også formår at bringe ind i koncerterne takket være deres store musikalitet, men også takket være forprogrammeret ”fyld” og ”musikalsk krydderi” –  som fx korstemmer. Det hele gøres imidlertid meget elegant og meget professionelt, og symbiosen mellem ”fyldet” og et særdeles veloplagt og velspillende band gav en koncert af høj kvalitet, hvilket et medlevende og begejstret publikum var god til at kvittere for. Dog kunne man godt have ønsket sig, at Morten Kærsås vokal havde fået en tak opad. Ind i mellem kunne det være svært at høre teksten. Det samme gjaldt brormand Rasmus’ bas, som undertegnede også godt kunne have ønsket sig fyldte noget mere i lydbilledet. Det rokker dog ikke ved helhedsindtrykket af en ovenud forrygende aften i Stubhuset og en forrygende åbning på koncertsæsonen, som – hvis de kommende koncerter er af lige så høj kvalitet – bliver én af Stubhusets store med forhåbentlig masser af fulde huse. Man kan kun glæde sig.