Der var dømt rock’n’roll i Stubhuset fredag den 25. april, hvor Backseat var på besøg. ”Vi kan kun én ting, og det er rock’n’roll”, sagde forsanger Ivan Pedersen som indledning til koncerten, og rock’n’roll fik man også i den grad.

Tekst: Henrik Larsen

STØVRING: De kan virkelig rocke, de gamle drenge i Backseat, der har kunnet fejre 20 års jubilæum. Bandet har stadig den samme, originale, gamle stamme bestående af Ivan Pedersen i front på vokal, Søren Jacobsen på guitar og Helge Solberg på bas. På trommer og keyboard er der så kommet et par unge med på ”kun” godt 40 år – henholdsvis Henrik Askou og Martin Jønsson. Især sidstnævnte imponerede anmelderen. Men generelt kan de deres kram, alle mand i Backseat. Ivan har en fantastisk vokal, og de øvrige håndterer deres instrumenter med høj klasse.
Som nævnt blev der rocket afsluttende med gruppens første single fra 1992 ”Hey Good Lookin’”, der jo virkelig pumper derud af. Men bandet kan også andet - pop, ballader og noget, der nærmer sig country, hvilket afspejler Backseats rødder i den amerikanske musik. Vi blev naturligvis underholdt med en stribe af de kendte som fx ”Kiss A Lot Of Frogs”, ”Half A Man” og den dejlige OL-sang ”Atlanta”, men Ivan Pedersen undlod ikke at gøre opmærksom på en ny cd fra gruppen, hvorfra vi også fik smagsprøver. Særligt talte han om en bonus cd med såkaldte ”add on’s”, som følger med den nye cd i første oplag, hvor de har genindspillet nogle af de gamle sange i nye versioner, og hvor de ”unge” i bandet har fået lov til at komme med input – som på ”Long Distance”. Det bliver det ikke ringere af.
Selv om Ivan Pedersen gjorde sit til det ved bl.a. at opfordre til dans i sidegangene og lagde op til, at man måtte skabe sig lige så åndssvagt, som man havde lyst til, så kom den desværre ikke helt fyldte sal aldrig for alvor helt op at ringe. Der var god stemning, javist – og der var også 3-stemmigt fællessang dirigeret af Ivan P., men først ved sidst nummer, ”Bitter Moon”, inden de obligatoriske ekstranumre, kom folk op af stolene. Det skal dog siges, der var en stærk fornemmelse af, at folk var rigtig glade for, hvad de fik at høre. Ikke uden grund, Backseat leverede varen.
Eneste ”sten i skoen” i anmelderens ører var et lidt skarpt lydbillede med især meget fremtrædende trommebækkener og skarpe, forvrængede S’er i Ivans vokal, der var trængt lidt i baggrunden i starten, men det blev der rettet op på. Det virkede som om, man lige havde presset Stubhusets lydanlæg en anelse over grænsen. Andre gav til gengæld udtryk for, at de havde haft oplevelsen af en rigtig god lyd. Sådan er vi heldigvis så forskellige – og én ting var vi alle enige om: Backseat rykker – og rocker – så det er en sand fryd.