”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange… ”. Vi hører Jesus fortælle lignelsen om det store gæstebud, og vi hører, at manden ikke vil aflyse festen selv om de først indbudte alle betakkede sig. 

Gæsterne skulle skrabes sammen, og det blev i sandhed et skrabsammen af fattige, lamme og blinde og uvillige, som skulle nødes, men festen gæstebuddet skulle holdes, og det blev holdt og med samme pragt med de indsamlede og indkaldte som havde de været de udvalgte og udsøgte, som først blev indbudt, men siden betakkede sig. 

I Guds øjne var det et rigtigt gæstebud, en vidunderlig fest, hvor alle der kom og lod sig bænke ved bordet blev hans nærmeste venner. En indbydelse er en trang til at give andre del i det bedste, som kan høstes på ageren i det lille rige, som er vort hjem. Derfor samler også vi, som Gud selv, det bedste vi formår og blanker alting op til fest. Vi rækker det som en gave mod de indbudte med glæde og forventning og siger: kom, nu er det rede. Sådan var det, han gjorde, manden i lignelse, Gud selv.

Vi har ikke tid, og det giver stres, men det er ikke helt rigtigt. Stres kan man få uanset, om man har for meget eller for lidt at lave. Ferietidens utidighed er også en form for stres. Stres har dybest set at gøre med den opfattelse af livet, at livet, selve livet for mig, at – det ikke er lige nu! – Men det er det altså! Andet liv har du ikke end det liv, som du sidder i eller sidder fast i – lige nu!