- Onsdag, 16. februar 2011

STØVRING: Et nyt initiativ fra Ældre Sagen i Støvring og Menighedsrådenene ved Støvring – Gravlev- og Sørup Kirke blev mødt at stor tilslutning mandag den 7. februar. 60 mennesker var mødt op til en god portion suppe, snak og sang i Sognegården i Støvring mellem 18-20. Huset kan bruges til mange aktiviteter og udvikle et socialt netværk.
Næstformand Lilly Hesseldahl Sørensen fra Ældre Sagen bød velkommen, takkede for fremmødet og orienterede om aftenens program.
Medlemmer fra Ældre Sagen i Støvring og Menighedsrådet serverede derefter veloplagt suppe ved bordene. 1 gang om måneden er det hensigten at samle pensionister til fællesspisning med musik og sang i god stemning. Maden smager nemlig bedst, når den nydes i hyggeligt samvær, og suppen koster kun 25 kr.
Det er vigtigt, at mennesker ikke isolerer sig derhjemme. De skal ud og mødes med andre mennesker, så snakken kan gå.
En summen af stemmer og latter fra første færd viste, det var lykkedes over al forventning.
Hvis man gik rundt mellem bordene kunne man høre, hvordan suppe blev lavet før i tiden, -fra bunden med hjemmelavede kødboller og melboller og hjemmedyrkede suppeurter.
Sådan var menuen nemlig denne første gang: Klar suppe med suppeurter og mel- og kødboller med dejligt friskbagt brød til. De kommende gange vil suppen være af en anden slags, men det vil altid være suppe.
Suppeaftnerne skal finde sted den første mandag i måneden. Indtil nu er der aftalt februar og marts også. Derefter vil en evaluering afgøre, om det skal fortsætte.
Tovholdere for projektet er Lilly Hessedahl Sørensen fra Ældre Sagen i Støvring og Ellen Barslund Nielsen fra Menighedsrådet. De var begge glædeligt overraskede og meget tilfredse med den store tilslutning.
Efter tre serveringer var alle mætte og spændt på næste punkt på dagsordenen efter kaffen og småkagerne.
Inga Nielsen, kirkesanger og sognemedhjælper fra Hammer og Horsens nordenfjords var veloplagt mødt op og lagde ud med sangen ”Spurven sidder stum bag kvist”, som forsamlingen hurtigt stemte med i.
Herefter var der så stor deltagelse i valget af sange, så det rungede i salen.
En gang lød det dog lidt mere behersket. I forbindelse med Benny Andersens sang: ”Det er forår. Alting, klippes ned” var det noget spagfærdigt. Ikke mange kendte melodien godt nok, og Inga Nielsen selv mente ikke, at hun var særlig god til Benny Andersen sange.
Heldigvis var der en pianist blandt gæsterne, og med musikledsagelse gik det helt godt ved andet forsøg.
Sanglysten var stadig på sit højeste kl. 20, da festen skulle slutte. Så efter at der var blevet råbt ”sidste sang”, takkede Ellen Barslund fra Menighedsrådet Inga Nielsen og opfordrede gæsterne til at tage deres naboer og venner med næste gang.

