- Tirsdag, 27. januar 2015

Torben Bloch-Nielsen, Støvring.
Torben Bloch-Nielsen er tiltrådt som souschef i Jutlander Banks afdeling ’Fjernservice Privat’. Dermed har afdelingen fået en souschef, som ikke alene har lang erfaring med rådgivning af privatkunder; gennem 12 år har han også haft som sin hovedopgave at servicere fjernkunder i hele landet.
Torben Bloch-Nielsen var i 2002 med til at starte Sparekassen Farsøs afdeling i Aalborg op – en afdeling, der netop havde til opgave at indlede kundeforhold over hele landet. I de følgende år var han med til at etablere lignede afdelinger i Viborg og Aarhus. Efter at Sparekassen Farsø blev overtaget af Den Jyske Sparekasse i 2012, blev han afdelingsdirektør i Aalborg.
Torben Bloch-Nielsens karriere i den finansielle sektor begyndte med en elevplads i Provinsbanken i Aalborg-området tilbage i 1987, men hans professionelle løbebane bragte ham op gennem 90’erne uden for bankverdenen. Han er uddannet ejendomsmægler og har i en årrække arbejdet i Nykredit. Desuden har han været vurderingsmand for Totalkredit.
Torben er 48 år og bosiddende i Støvring, men træffes også jævnligt i Farsø, hvor hans kæreste har sin bopæl. I sin fritid spiller han badminton på danmarksserie-niveau, og så er han – med egne ord – golftosset.

