Over indgangen til botanisk have i Hamborg står denne overskrift: Deus maximus in minimis”, at Gud er størst i det, der er mindst, og sådan kunne der også stå over indgangen til Edens have, for det gælder her, at den apostel, der vil være den største, skal være den største i kærlighed d.v.s. han skal være den, der syner mindst og er mest til rådighed.
I Guds rige d.v.s. i livet efter Guds vilje, både i himlen og på jorden, er det et kærlighedsliv, der udspiller sig, og det betyder ikke et træls liv i slaveri for andre, et glædesløst liv fyldt med afsavn. Et liv i tjeneste for andre kan sandelig godt være det, men et liv i kærlighedens tjeneste for andre er det ikke.
Den mand, der lever sit liv i kærlighed til fædrelandet, han lever da ikke glædesløst og tomt, tværtimod, og den mor, der lever for kærligheden til sine børn lever da et rigt liv. Vi er jo først for alvor levende, når vi slipper os selv, glemmer os selv, sætter os ud over os selv, d. v. s. når andre betyder noget for os, som de er i sig selv, eller når vi opsluges af et virke, eller når vi fængsles af og glædes over det, der er til.
I Guds rige findes det egentlige liv, som Jesus peger ud for apostlene og siger, at livet er uendeligt rigt, uoverskueligt, uforudseeligt, ubeherskeligt – det eneste liv, der er liv i. Et sted spørger en skriftklog Jesus om det evige liv, og Jesus beder ham selv svare, og han siger, at livet – det evige liv, det er at elske – Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Og så siger Jesus: Gør dette, så skal du leve, for sådan åbnende Jesus selv livets dør for os alle idet han siger, at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.