HJEDSBÆK: I år var byens borgere inviteret til at komme og spise sammen før generalforsamlingen. Stegt flæsk med persillesovs stod på menuen, da Hjedsbæk Borgerforening havde generalforsamling den første tirsdag i marts.
Formandens beretning vidnede om en aktiv forening, byportprojektet er afsluttet, Indisk aften med foredrag og spisning, affaldsindsamling, Sct. Hansaften, høstfest, tur til Kinorevuen for at se 007, Naturens Dag i samarbejde med bl.a. Suldrup Erhvervs- og Borgerforening, julehygge på kroen og vinsmagning hos Rosen-lund.
Ét af de emner, der kom på banen, var den flittige brug af stien rundt om søen. Alle var meget glade for, at stien benyttes, men gør samtidig opmærksom på, at det er en gangsti.
Hest og mountainbikes er ikke tilladt på stien. Det er derimod hunde og deres mennesker. Her vil man opfordre kraftigt til, at man som hundeejer, sørger for at stien er til ”pæn” brug også efter lufteturen. Dvs. tag hundes efterladenskaber med til skraldespanden.
 Der arbejdes videre med skiltning omkring sø og stier.
Under eventuelt kom det frem, at Aars Fjernvarme er blevet spurgt om, der kommer fjernvarme til Hjedsbæk, men det havde ikke været på tale. Det undersøges nu og man venter på, at høre nærmere.
Borgerforeningen bad medlemmerne om at komme med forslag til fremtidige arrangementer. Det var en uudtømmelig kilde, så den nykonstituerede bestyrelse har mange ideer at arbejde videre med. Bestyrelsen forblev den samme, da de, der var på valg, modtog genvalg


e-max.it: your social media marketing partner