ØSTER HORNUM: Det er i år der skal vælges nye menighedsråd i den danske folkekirke. 

Landet over er arbejdet med at vælge de nye råd til 2000 sogne i fuld gang frem imod valgdagen 13. november.

Det er det siddende menighedsråd, som har ansvaret for, at valget afholdes og i Øster Hornum sogn er der tradition for, at valget virkelig afholdes – som en del af vores demokrati. 

De gode demokratiske traditioner i sognet skal gerne holdes i hævd, men det kræver at der opstilles flere kandidater til valget end der er pladser i menighedsrådet. Der afholdes orienteringsmøde om det kommende valg 4. september. Her vil det afgående råd fortælle om de sidste 4 års arbejde i menighedsrådet og ligeledes orientere om hvilke udfordringer og opgaver der venter i den nye menighedsrådsperiode.

Efter orienteringsmødet vil der være mulighed for at fortsætte snakken og arbejdet med at opstille kandidater til valget. Kandidatlister kan indleveres til valgbestyrelsen fra 25. september til 2. oktober  - så der er tid endnu. 

Menighedsrådet har stor indflydelse på sognet (og dermed på byen) og forvalter både en kulturarv og en særdeles levende nutidig kultur. Når man dertil lægger, at kirken er én af byens større aktive arbejdspladser og at menighedsrådet har ansvaret for byens begravelsesplads  er det tydeligt at opgaven skal løses bedst muligt. Det bliver den hvis der er opbakning og inter-esse om sognets arbejde og der med også for menighedsrådsvalget.


e-max.it: your social media marketing partner