- Tirsdag, 9. oktober 2012
Ulrik Linnemann og hans hurtige Peugeot 207 deltog den 29. og 30. september i den sidste og afgørende runde af Europamesterskabet i Rallycross. Dette foregik på Estering i Tyskland.

Ulrik Linnemann.
Af: Linnemann Autosport
Foto: Johnny Loix
Inden afrejse havde nordjyden udsigt til en andenplads i det samlede klassement i Super1600 klassen. Men dette forudsat han var i stand til at komme i en A-finale, og tilmed lægge sig i toppen af denne. Men topplaceringerne udeblev desværre for den nordjyske ”underdog”
- I første heat måtte jeg udgå med et knækket hjulophæng på grund af en påkørsel fra en konkurrent, fortæller Ulrik Linnemann. - I andet heat var vi igen impliceret i en del tumult, som også resulterede i materielle skader. Denne gang en bøjet styrestang - og en 17. plads til følge. Tredje heat blev vundet, men det var de-sværre ikke nok til en plads i A-finalen. Denne gang rakte det kun til en C-finale og 1 point. Ulrik Linnemann ender dermed på en samlet fjerdeplads i Europamesterskabet i rallycross.
- Vi er selvfølgelig rigtig stolte af, at vi igen i år kan pryde os med en topplacering, i et hårdt stigende konkurrencemæssigt felt. Teamet og jeg har kunnet mærke, at der har været en større konkurrence, og en stigende entusiasme i år. Det har været virkelig tæt i slutningen af denne sæson. Og vi må indse, at vi ikke havde det sidste held, og den fart, der skal til, for at gå hele vejen, fortæller en trods alt tilfreds Ulrik Linnemann, der sidste år hentede sølvmedalje i klassementet.
Linnemann er den eneste danske rallycrosskører, der har deltaget i alle 10 EM-løb i 2012. Udover det, har han sporadisk deltaget i tre ud af syv DM-afdelinger herhjemme, og er endt på en syvendeplads i Danmarksmesterskabet

