Guds julegave til verden er Gud selv, som lå skjult, pakket ned i et lille barn julenat. På næste søndag, sidste søndag i Helligtrekonger, ser vi ham oppe på et bjerg, åbenbaret i al sin magt og herlighed. Hvad stjernen over Bethlehem var et glimt af og, hvad de hellige tre konger bøjede sig for, det ser vi på søndag åbenbare sig oppe på forklarelsens bjerg, hvor ”hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”.
Helligtrekongertiden begynder med, at tre rige, gamle, vise mænd bøjer sig for barnets usynlige herlighed og slutter med, at tre unge, fattige, uvidende disciple bøjer sig for barnet som voksen i al dets strålende herlighed, svøbt i lysets klædebånd. På denne måde toner julen ud. De tre disciple så, hvad der var skjult for øjet. De så lysets kilde, de så ham, som vi alle skal møde den dag, hvor det hedder: ”… da vinker os din strålekrans, da kysser os din guddomsglans”.
Han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset, paradislyset som ”vælder af nattens sluser ud”. Lige så tæt Jesus og vi er i fællesskabet med hinanden lige så uendelig er afstanden mellem os, som det hedder i en salme:” Vi sidder i det lave, vor frelser over sol, vi sidder mellem grave, han på Guds kongestol…”.
Man får det som Morten Vinge fik det henimod slutningen af ”En landsbydegns dagbog, hvor han siger:” Jeg har venner og bekendte her, både over og under jorden”.