- Onsdag, 1. juni 2016

Flemming Møller Mortensen fortalte om sin barndom i St. Brøndum.

Detagerne var rundt på tre forskellige ture i St. Brøndum: Kirketuren, Stadionturen og By-turen.
Der var 30 tilmeldte deltagere og en masse officials involveret, da Rebild Turistforening inviterede borgere fra andre byer og landsbyer til at komme og besøg St. Brøndum den 21. maj.
Majbøgen knejsede på torvet og skyerne hang mere end lavt over byen, da Jens-Peder Vium bød velkommen og gav ordet til Birgit Møller Sørensen, som havde stået i spidsen for planlægningen og involveringen af de mange frivillige, der var mødt op for at tage imod deltagerne.
Sammen med folk fra byen var man på tre forskellige ture rundt i byen: Kirketuren, Stadionturen og By-turen. Der var bemandet i præstegården, hos kranio-sakralterapeuten og hos zoneterapeuten, hos Bødkeriet Svanfolk og hos ostebutikken. Spørgelysten var stor, og enkelte benyttede lejligheden til at få et stykke ost med hjem.
Efter de tre ture i byen samlede man sig i forsamlingshuset. Her fortalte borgerforeningens formand, Børge Nielsen, om byens fester i forsamlingshuset.
Herefter fortalte Flemming Møller Mortensen levende om sin barndom i byen og om de op- og nedgangstider, som alle byer kommer ud for. Det var nu gået nådigt hen over St. Brøndum, mente Flemming Møller Mortensen og fremhævede bl.a. den betydning det har, at man fortsat har en sparekassefond, der understøtter lokale initiativer. Som et særkende ved byen fremhævede Flemming Møller Mortensen det, at byen har et torv – og det ligger lige uden for forsamlingshuset. Når vejret er godt, fester man udendørs på torvet, og eller går man indendørs, fortalte Flemming Møller Mortensen.
Om det, at besøge hinandens landsbyer, udtaler Carl Erik Olesen fra St. Brøndum, at han ser det medvirker til at bevare de små samfund, og at han gerne vil være med til det næste besøg. Dertil er det helt rigtigt, at det er turistforeningen, der arrangerer tingene, slutter Carl Erik.

