Fjerde fredag efter påske holder vi Store Bededag, store bods og bededag, og det er en alvorsdag, hvad der ses på, at vi bededagsaften ikke spiser kød, men faster og nøjes med varme hveder! Eller, hvordan det er nu er, vi gør det! Alligevel er det godt at huske på, at Store Bededag er en alvorsdag en dag, hvis grundtone er alvorlig, hvad der også siges på den måde, at dagen ikke holdes på en søndag, men på en fredag, ikke på dagen for Jesu glædelige opstandelse, men på dagen for Jesu korsfæstelse.
Vi har fået livet, men vi har fået det på dødens betingelser, og det er jo hårde betingelser. Vi rammes af sygdom, sult og smertefuld død, og det er den almægtige Gud, som både velsigner og forbander os, men glem ikke og glem aldrig, at også Guds forbandelse har sin dybeste grund i Guds kærlighed til os.
Det er altså kærlighedens vrede, som Gud Fader rammer os med, for Gud vil, at hans vrede skal føre os hen til Jesus i bod, anger og bøn om syndernes forladelse. I sin vrede vil Gud, at vi skal drages hen til Jesus for hos ham at modtage alle vore synders nådige forladelse ufortjent og uforskyldt, for anderledes kan vi ikke opnå det.
På samme måde, som børn ikke kan forstå godheden i forældrenes strenge opdragelse eller det onde i den milde opdragelse! På samme måde kan vi heller ikke se Guds uendelige godhed og hans uendelige strenghed, hans forbandelse af vort liv på jorden. Velsignelsen forstår vi, livets gave og godhed, men strengheden lyver vi væk! Men der er noget Gud vil værne os imod en fare så stor, at vi ikke kan se den og må se den. Det er for at værne os, at Gud tillader sin vrede at ramme os, hans elskede børn. ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne…”.