Rikke Fruergaard og Vagn Kristensen glæder sig over, at der atter kommer en skobutik i Støvring.

Rikke Fruergaard og Vagn Kristensen.

STØVRING: Efter en periode uden skotøjsbutik i Støvring og med et tomt butikslokale midt i Jernbanegade ligger det nu fast, at Rikke Fruergaard åbner en ny skotøjsforretning i de lokaler, som tidligere har været anvendt til samme formål.
Udlejer er Vagn Kristensen og han kan fortælle, at der har været en del henvendelser angående lokalet i Jernbanegade, men ingen havde tænkt sig at åbne en skoforretning. - Jeg har hele tiden været af den opfattelse at i en by af Støvrings størrelse, skal der være en skotøjsbutik og derfor har jeg da også bevidst arbejdet for få butikslokalerne udlejet til dette formål. Rikke Fruergaard og jeg kender hinanden gennem en anden udlejning, nemlig fra Noah i Jernbanegade. Vi kom til at tale om den manglende skotøjsforretning i byen og ret hurtigt kom vi til at snakke meget konkret om idéer og planer, forklarer Vagn Kristensen. - Herefter gik det hurtigt og de praktiske aftaler kom på plads, fortæller Rikke Fruergaard, der umiddelbart efter begyndte at udtænke et koncept.
- Jeg har valgt at satse på støvler, sko osv. i høj kvalitet til rimelige priser og ikke mindst til hele familien. Der skal være noget for såvel børn og voksne som piger, drenge, kvinder og mænd i alle aldre og derfor vil vi forhandle en række gode og velkendte mærker, som vi ved, der er stor efterspørgsel på, siger Rikke Fruergaard og fortsætter: - Kunderne vil blandt andet kunne finde mærkerne Vagabond, Rieker, Gabor, Tamaris og mange flere til de voksne kunder, mens der til de unge bl.a vil være Converse, Hummel og Sorel. Til de yngste er det mærker som Bundgaard, Super fit, Geox, Nike og mange flere i butikken. Vi vil naturligvis bestræbe os på at opfylde de ønsker, som kunderne har og vil vi løbende justere sortimentet, så butikken til enhver tid kan imødegå de krav, og forventninger, som kunderne har.
- Støvrings nye skoforretning slår dørene op den 18. august i totalt nyrenoverede lokaler og med et væld af smarte efterårsvarer og naturligvis mange gode åbningstilbud, slutter Rikke Fruergaard.
DS & HH


e-max.it: your social media marketing partner