Efter intens debat nikkede et flertal i byrådet torsdag den 25. april til, at det Svenstrup baserede entreprenørfirma A. Enggaard A/S, skal bygge ny administrationsbygning i Støvring.

Administrationsbygningen forventes ibrugtaget inden sommerferien næste år.

Situationsplan over det nye rådhusbyggeri.

STØVRING: Budgettet på 29 mio. kr. giver 3130 m2 administrationsbygning og 280 m2 kælder og skal være klar til at administrationen flytter ind inden sommerferien næste år.
Rebild Kommune havde modtaget tre tilbud på erstatningsbyggeriet for det gamle rådhus. De tre firmaer, der havde afgivet bud var: A. Enggaard A/S, TL-Byg A/S og Scandi Byg A/S. De tre tilbud overholdt alle økonomirammen på de 29 mio. kr. At det lige blev A. Enggaard A/S, der får entreprisen, begrunder borgmester Anny Winther med følgende:
- Tilbuddet fra Enggaard, har vi vurderet som det mest fordelagtige. Dette projekt giver flest m2 for pengene, men det var bestemt ikke noget nemt valg. Vi fik nemlig tre gode projekter, som hver især indeholder mange gode detaljer, men overordnet set løser projektet fra A. Enggaard opgaven bedst.
Allerede midt i juni begynder nedrivningen af de gamle højskolebygninger for at gøre plads til administrationsbygningen. Højskolens hovedbygning skal dog renoveres og igen indgå i Støvrings kulturtilbud og kulturliv.
Der er stadig inventar tilbage i de gamle bygninger, inventar som sælges til favorable priser.
Lørdag 4. maj inviteres Rebild Kommunes borgere indenfor i de gamle bygninger på Støvring Højskole. Man kan gøre en god handel, se planerne for det nye rådhus og få et minde med hjem.


e-max.it: your social media marketing partner