- Onsdag, 13. marts 2013
STØVRING: Svømmeklubben for pensionister, efterlønsmodtagere og handicappede i Støvring afholdt onsdag den 27. februar ordinær generalforsamling. 32 af klubbens medlemmer var mødt.
Jørgen Andersen blev valgt som dirigent.
Formanden oplæste bestyrelsens beretning, og nævnte herunder, at svømmeklubbens kasserer, Poul Jensen, desværre døde sidste efterår. Poul Jensen havde været kasserer i 6½ år. En opgave, han var meget omhyggelig med. Der var altid orden i sagerne, og Poul havde i god tid sat andre i bestyrelsen ind i arbejdet som kasserer. Eigil Bjerregaard var indtrådt som nye kasserer, og suppleant Allis Frantsen var indtrådt som nyt bestyrelsesmedlem.
Der har i 2012 været en mindre nedgang i antal medlemmer fra 182 i 2011 til 170 ved udgangen af 2012. Så der er plads til nye medlemmer.
Regnskabet for 2012 viser et underskud på 5.196,58 kr. Bestyrelsen havde forventet at kunne sælge det samme antal 10-turskort, som blev solgt i 2011, men det var desværre ikke lykkedes. Heldigvis har klubben en pæn formue.
Det mindre fremmøde og som følge deraf det nævnte underskud har bestyrelsen været nødt til at tage højde for fremover.
Bestyrelsen rettede en stor tak til instruktørerne.Instruktørernes indsats i forbindelse med vandgymnastikken er livsvigtig for klubben, og så er der tale om frivilligt arbejde.
Der var ligeledes tak til Elke og hendes personale for deres omsorg, hjælpsomhed og altid gode humør.
På valg til bestyrelsen var Tove Mouritsen, Anna Margrethe Mølgaard, Allis Frantsen og Inga Villadsen. Tove og Anna Margrethe (Geth) ønskede ikke genvalg. I stedet blev Elsebeth Kjelde og Niels Helge Larsen valgt. Allis og Inga modtog genvalg.
Som suppleant til bestyrelsen var Lisbeth Dyrberg på valg og modtog genvalg. Rita Nielsen blev valgt som suppleant i stedet for Allis Frantsen, som blev valgt til bestyrelsen.
Ellen Bech var på valg som revisor og modtog genvalg. Som suppleant valgtes Erik Pedersen.
Til sidst var der tak til alle i bestyrelsen for et godt samarbejde i årets løb.

